AFLYST Rundt om Jens Bangs Stenhus

AFLYST Rundt om Jens Bangs Stenhus

Nu kan du komme tæt på et af Aalborgs mest berømte huse og komme med op på loftet allerøverst oppe, hvor husets næsten 400-årige historie stadig er særdeles levende.

Siden 1624 har Jens Bangs Stenhus været en markant del af Aalborgs skyline. Længe lå det prangende og imponerende købmandshus ved bredden af byens livsnerve Østerå, og det ragede selvbevidst op over alle andre bygninger – kun byens kirker var højere. Omgivelserne har dog ændret sig til det uigenkendelige i løbet af de mange hundrede år, huset har stået på sin plads. Åen er forsvundet, og høje bygninger er skudt op til alle sider. Men selve stenhuset ligner dog stadig den bygning, som storkøbmand Jens bang lod opføre i 1624, og som i næsten 350 år husede et apotek i stueetagen.

Denne særlige rundvisning er en enestående mulighed for at lære et af Aalborgs mest berømte huse at kende udefra såvel som indefra. Den tager publikum med hele vejen rundt om stenhuset – fra baggården, hvor vinkældre og apotekernes laboratorier har ligget, og op gennem trappetårnet til pakloftet øverst oppe. Her kan man stadig se hejseværk og de lasteluger, som bragte tønder og sække fra Østerås kajkant op til købmandens lager.

Der fortælles undervejs om bygningens arkitektur og om det myldrende liv i huset, som først var købmandsgård og siden apotek. Lofterne rummer i dag et såkaldt lapidarium med rigt udsmykkede sandsten, som fortæller om bygningens lange historie, samt en stor samling af apotekergenstande, som vidner om de mange år, hvor bygningen husede Nordjyllands første og eneste apotek.

Bemærk, at for at deltage, skal du kunne fremvise et gyldigt coronapas i form af enten en negativ COVID-19 test, der er max 72 timer gammel, et gennemført COVID-19 vaccineforløb, eller et overstået COVID-19 sygdomsforløb (for min. 14 dage og max 180 dage siden). Børn under 15 år fritaget for COVID-19 test.

Du skal ligeledes bære mundbind/viser, når du bevæger dig rundt indenfor i Jens Bangs Stenhus. Børn under 12 år fritaget for mundbind/visir.

Bemærk, at der kun kan bookes to gratis billetter pr. transaktion.