Mørkevandring på Skansen

Mørkevandring på Skansen

Når solen går ned, kommer de mystiske væsener frem. Det troede man i hvert fald på i gamle dage. Onsdag 16. oktober – dagen før fuldmånen indtræffer – afholder Hals Museum en mørkevandring ved Hals Skanse, hvor man forsøger at mane de mystiske væsener frem igen. 

På den stemningsfulde aftenvandring tager vi hele familien med rundt på skansen og hører historier om overtro i gamle dage. Der er mange gamle sagn fra området ved Hals om spøgelser og varulve, helheste, havfruer og åmænd – og denne aften kan du i tusmørket høre nogle af dem. Ved Ulsted huserer blandt andet en dødsvarslende helhest, og en lygtemand fører folk ud til druknedøden i mosen… Og præsten i Hals har manet et spøgelse ned i præstegårdshaven…  

Vandringen foregår i kuperet terræn i mørke, så tag gode sko på og medbring gerne en lille lygte. Ikke egnet for gangbesværede. Du må også gerne komme udklædt for den ”gode” stemnings skyld. 

Arrangementet er for børnefamilier med børn fra 6 år og op. 

Vandring kl. 18.30, 19.00, 19.30 og 20.00.

Varighed ca. 45 minutter.