Live-udgravning af fund fra Vaarst
I vinterferien har gæsterne på Vikingemuseet Lindholm Høje mulighed for at komme helt tæt på arkæologens arbejde. Her kan man 22., 23. og 24. februar i tidsrummet 10-15 overvære udgravningen af helt ekstraordinære gravfund fra jernalderen. Alle er velkommen til at overvære udgravningen og opleve det samme sus, som arkæologen utvivlsomt får, når genstande efterhånden kommer til syne.
I forbindelse med udgravningerne af et større jernalderkompleks i Vaarst med flere hundrede grave fra perioden 200-550 e.Kr. samt et helligt tempel derved har museet hjembragt flere store jordklumper indkapslet i gips – såkaldte præparater. De stammer fra nogle af de allerstørste grave, vi kender fra Danmark fra perioden omkring 300 e.Kr., og det er dem, som arkæologerne nu vil kigge nærmere på hvad indeholder. Hjemtagelsen er sket for blandt andet at kunne udgrave genstandene deri under kontrollerede forhold, hvor vind og vejr ikke spiller ind, som ved en almindelig udendørs udgravning.
Og jordklumperne gemmer på særdeles spændende genstande, som ikke har set dagens lys i ca. 1700 år. Røntgenfotos afslører blandt andet, at en af dem indeholder et kranium og en smykkeopsats med glasperler og flere andre smykker. Der er blandt andet tale om et par store fibler af bronze (en slags sikkerhedsnåle til at holde tøj sammen med), men præparatet indeholder også andre usædvanlige genstande af bronze eller sølv, der ikke umiddelbart kan identificeres. I de andre jordklumper forventer arkæologerne at genstande som pilespidser, toiletudstyr i form af en sølvpincet, ragekniv m.m. samt en stor og eksklusiv rosetfibula, der er en af de mest luksuriøse former for smykker fra slutningen af 200-tallet. Alt dette kan man følge på allertætteste hold, når genstandene lidt efter lidt dukker frem af jorden.
Udgravningen foretages af arkæologer fra Nordjyske Museer samt en konservator fra Bevaringscenter Nord.