Julemarked på Hals Museum
Lions Club Hals Sophie Hedvig arrangerer igen i år julemarked på Hals Museum. I år afholdes det lørdag 27. november kl. 10-14.
Til det hyggelige julemarked sælges hjemmelavet julepynt, kranse og juledekorationer til både ude og inde. Det grønne hold, som står for at producerer de mange juleting, har lagt sig i selen for, at der også i år vil være mange skønne ting at sælge, og de har selv været i skoven eller i egen have for at finde materialer til julepynten.
For de gæster, der lægger vejen forbi Hals Museum denne dag, er der mulighed for at købe kaffe/te og lækkert hjemmebag samt at deltage i julemarkedets lotteri.
Overskuddet går ubeskåret til julehjælp for økonomisk trængte familier i den tidligere Hals Kommune.