Jul hos møllenisserne

Jul hos møllenisserne

Søndag den 21. november afholder Havnø Mølles Venner sit traditionelle julearrangement i samarbejde med Møllehistorisk Samling. Alle er velkomne, og der er gratis adgang for alle.

De mindste kan hjælpe møllenissemor med at trille pebernødder, som vi bager på stedet. Hvis du kan lade være med at spise dem direkte fra ovnen, får du dem med hjem i et kræmmerhus. De børn, der har tålmodighed til det, kan også prøve at male mel på håndkværn, så der er lidt til julebagningen derhjemme.

I selve udstillingen på Møllehistorisk Samling gemmer møllenisserne sig. Der er nemlig koldt på Havnø Mølle, hvor de ellers holder til, så de er denne dag forsamlet på museet. De vrimler rundt, så møllenissemor ikke har styr på, hvor mange hun skal bage pebernødder til. Kan du tælle, hvor mange de er? Hvis du kan finde dem alle, så vanker der nok en godbid fra møllenissemor i køkkenet.

Også for voksne

Dagen på Møllehistoriske Samling er dog ikke kun for børn.

Anna Rysbjerg fra Visborg, der er kendt som underviser i bogfoldning, kommer og viser hvordan gamle bøger kan forvandles til engle, juletræer m.m. Bogfoldning er en teknik, hvor man folder siderne i gamle bøger efter bestemte mønstre, og så fremkommer der små kunstværker. Anna er også kendt for at lave de fineste øreringe med julestjerner.

Aase Skov, der er en mester i blomsterbinding og dekorationer, er også til stede og hjælper gerne med at lave de flotteste juledekorationer. Det er gratis at deltage for børn under 18, mens voksne kan være med for til dette for 25 kr.

Gløgg og hjemmebag

I møllenissecafeen kan du købe gløgg og æbleskiver eller kaffe med hjemmebagte småkager. Sidstnævnte kan også købes med hjem. Havnø Mølles Venner sælger blandt andet doktor Kirks brune kager efter den originale opskrift fra forfatteren Hans Kirks barndomshjem. Opskriften får du med, når du køber småkager, hvis du nu skulle blive lige så forfalden til denne nellikeduftende småkage, som doktor Kirk siges at have været.

Julearrangementet er også en anledning til at købe julegaver, som man ikke kan finde andre steder. Der vil være boder med husflid, delikatesser og møllesouvenirs.

Overskuddet ved dagens aktiviteter går til vedligeholdelse af Havnø Mølle.