Jul hos møllenissen
Søndag 17. november inviterer Havnø Mølles Venner til det traditionelle julearrangement på Hadsund Egnssamling og Møllehistorisk Samling.
Der er gratis adgang denne dag, hvor der er lagt op til en hyggedag for både små og store.
Der er koldt på Havnø Mølle, så møllenissen derfra er denne søndag rykket ind til museet i Hadsund. Hvor han kommer fra, er den eneste belysning funklende stjerner, så for at føle sig hjemme, har han pyntet op med jule-guld-stjerner i køkkenet. Her kan børn tælle stjernerne, og hvis de finder dem alle, så er der en lille belønning fra møllenissemor i køkkenet.
Og når de så alligevel er i køkkenet, kan de hjælpe med at trille jule-mølle-nisse-peberkager, som vi bager på stedet. Hvis man kan lade være med at spise dem direkte fra ovnen, kommer de med hjem i et kræmmerhus. De børn, der har tålmodighed til det, kan også prøve at male mel på håndkværn, så der er lidt til julebagningen derhjemme.
Mens børnene leder efter stjerner og hjælper med julebagningen, kan de voksne blandt andet møde Anna Rysbjerg fra Visborg, der er kendt som underviser i bogfoldning. Hun kommer og viser, hvordan gamle bøger kan forvandles til engle, juletræer m.m. Bogfoldning er en teknik, hvor man folder siderne i gamle bøger efter bestemte mønstre, og så fremkommer der små kunstværker. Også smalle farvede papirstrimler er Anna i stand til at forvandle til små kunstværker. Hun er også kendt for at lave de fineste øreringe med julestjerner, som hun gerne sælger af.
Foruden Anna Rysbjerg kan man denne søndag også møde Tommy Mathiesen, der sælger både smukke og nyttige håndlavede ting af træ; Hannah Ranck, der arbejder med voks og metaltråd; samt Mona Malthe Christiansen, der sælger de smukkeste juledekorationer og kranse
For et beskedent beløb til materialer er der også mulighed for selv at lave fine juledekorationer.
Julearrangementet er også en anledning til at købe julegaver, som man ikke kan finde andre steder. Der vil være boder med husflid, møllerkonens delikatesser og møllesouvenirs.
I møllenissecafeen kan man købe gløgg og æbleskiver samt kaffe med hjemmebagte småkager. Der er også mulighed for at købe småkager og friskkogte klejner med hjem.
Med julearrangementet afslutter Havnø Mølles Venner året 2024’s aktiviteter. Overskuddet går som altid til vedligeholdelse af Havnø Mølle.