I jernalderfolkets fodspor 2-dages sommerskole

I jernalderfolkets fodspor 2-dages sommerskole

Bemærk: Booker du en billet til torsdag 16. juli, gælder den også til fredag 17. juli. Man skal derfor kun booke billet til den 16. juli for at deltage begge dage.

Nu kan du gå i jernalderfolkets fodspor og lære de mennesker, der boede omkring Aalborg for mere end 1500 år siden, at kende.

Nordjyllands Historiske Museum byder nemlig i år inden for til en særlig sommerskole, der består af to dages aktiviteter, der samlet set giver en forståelse for jernalderfolkets leveforhold, og som tager børnene med bag kulissen på et museum.

Dag 1: 16. juli kl. 10-14 – Lindholm Høje Museet

Lindholm Høje er Nordeuropas største gravplads fra sidste del af jernalderen og vikingetiden (ca. 400-1000 e.Kr.). I alt er der funder ca. 700 grave. På sommerskolens første dag får børnene hele historien om gravpladsen og ser de fund, som man har gjort på højen. Sammen taler vi om, hvordan museets arkæologer har fundet ud af så meget om de mennesker, der har boet her i jernalder og vikingetid.

Der er desuden aktiviteter, hvor børnene blandt andet støber sine egne Thors hamre samt lærer at skyde med bue og pil.

Dag 2: 17. juli kl. 10-14 – Udgravning ved Vaarst

På Sommerskolens anden dag besøger vi Vaarst, sydøst for Aalborg, hvor museets arkæologer netop nu er i gang med at udgrave en kæmpe gravplads fra jernalderen med flere hundrede grave (ca. år 200-550 e.Kr.).

Her får børnene lov til at være arkæolog for en dag, og de kommer helt tæt på arkæologernes arbejde. De får blandt andet lov at prøve at finde deres egne fund i jorden med metaldetektor, og de får også mulighed for at ”solde” jord som er en stor del af arkæologens arbejde, dvs. at man sier jorden for at finde eventuelle fund.

Man får desuden lov at se nogle af de grave fra jernalderen, som arkæologerne er i gang med at grave frem, mens de får fortællingen om de – har det vist sig – meget fornemme mennesker, der boede i området ved Vaarst for lidt over 1500 år siden.

Aldersgruppe: 9-15 år.

Hvornår

Torsdag 16. juli og fredag 17. juli – begge dage kl. 10-14.

Hvor

Dag 1: Lindholm Høje Museet, Vendilavej 11, 9400 Nørresundby
Dag 2: Udgravning på mark ved Vaarst, Vaarstvej 180, 9260 Gistrup

Bemærk

Det er gratis at deltage i sommerskolen ”I jernalderfolkets fodspor”, men man skal booke billet på forhånd. Booker du en billet til torsdag 16. juli, gælder den også til fredag 17. juli. Man skal derfor kun booke billet til den 16. juli for at detalge begge dage.

Det anbefales, at børnene medbringer en madpakke samt drikkevarer, da museet pga. coronasituationen ikke må udlevere forplejning.