Gå i bryggerens fodspor: Ølsmagning i Bies Bryghus
Bies Bryggeri – i dag Bie’s Bryghus – er et stemningsfuldt og fredet bryggeri med rødder tilbage i 1800-tallet. Torsdag 6. juni har du mulighed for at komme helt tæt på det gamle bryggeris historie til en særlig ølsmagning. Her kan du høre mere om det familiedrevne bryggeri fra begyndelsen i 1841 til det lukkede i 1980 – og arrangementet afsluttes med smagsprøver på fem lokale øl.
Når man bevæger sig ind i gården ved Bies Bryghus (det tidligere Bies Bryggeri), træder man ind i en velbevaret tidslomme. Gården gemmer på et komplet bryggeri samt grundlæggeren brygger Hans Jacob Bies bolig og haveanlæg. Den dag i dag ser det ud stort set, som det gjorde i midten af 1800-tallet.
Bie skabte et veldrevet og anerkendt bryggeri. I begyndelsen producerede han hvidtøl som alle andre bryggerier på den tid, men fra 1870’erne solgte han også bajersk øl. Han rådgav sig bl.a. med Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsen, så Bies Bryggeri fik evnerne til at brygge den nye øltype, som hurtig blev populær. Bies Bryggeri lukkede i 1980, men genopstod i 2010 som Bie’s Bryghus.
Denne aften får publikum fornemmelsen af, hvordan gårdspladsen gennem årene har summet af liv med bryggerkarle, larmende hestevogne, en bryggeriejer i rask trav, tjenestepiger og senere lastbiler og cykler i pendulfart.
Undervejs fortæller museumsinspektør ved Nordjyske Museer Lykke Olsen om Hobros spirende industri i 1800-tallet, bygningskomplekset og den rige bryggerfamilie Bie, mens foreningen Humlebierne beretter om indretningen i det gamle bryggeri og krydrer med personlige anekdoter om livet omkring bryggeriet under den sidste ejer Arnold Svendsen.
Helle Mathiassen siger et par ord om den nyrestaurerede have bagved bryggeriet, inden gæsterne får serveret smagsprøver på fem lokale øltyper introduceret af personalet fra Bie’s Bryghus.