Foredrag: Sprittens by – snaps og kulturarv i Aalborg

Foredrag: Sprittens by – snaps og kulturarv i Aalborg

Foredrag ved arkivar, cand.mag. Flemming Nielsen, Aalborg Stadsarkiv, samt afdelingsleder, dr.phil. Morten Pedersen, Nordjyske Museer

Spritproduktion har i flere hundrede år været en del af erhvervslivet i Aalborg. I en lang periode var al snapseproduktion i Danmark endda samlet på det ikoniske fabriksanlæg i Aalborgs Vestby, som går under navnet Spritten. I 2015 var det dog endegyldigt slut, og det store område blev genstand for planer om kunst og attraktive boliger. Foredraget fortæller om spritten fra de ældste tider til i dag.

Foredraget er en del af en mindre foredragsrække om forskellige historiske emner

På universiteter, arkiver, museer og i mange andre sammenhænge forskes der i historien som aldrig før. I Aalborg har det siden 1960’erne været fast tradition, at historieforskningens resultater præsenteres ved forskellige foredrag.

Målsætningen er at præsentere et bredt udvalg af den nyeste viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt. En lang række af landets toneangivende kulturhistorikere har derfor gennem årene gæstet Aalborg.

2022 er ikke nogen undtagelse. Foredragene om de historiske emner afholdes i samarbejde mellem De Samarbejdende Kulturelle Foreninger i Aalborg og Folkeuniversitetet. Programmet tilrettelægges af repræsentanter fra foreningerne og koordineres af museumsinspektør, ph.d. og dr.phil., Morten Pedersen, Nordjyske Museer.

Samlet program for foråret 2022

17. marts 2022 kl. 19
Sprittens by – snaps og kulturarv i Aalborg
Ved arkivar, cand.mag. Flemming Nielsen, Aalborg Stadsarkiv, og afdelingsleder, dr.phil. Morten Pedersen, Nordjyske Museer

24. marts 2022 kl. 19
Højfolk, havfruer og spøgelser
Ved museumsinspektør, cand.mag. Inger K. Bladt, Nordjyske Museer

31. marts 2022 kl. 19
Vestkysten i dansk turisme fra H.C. Andersen til Cold Hawaii
Ved redaktør, ph.d. Mikael Frausing, danmarkshistorien.dk – Aarhus Universitet

7. april 2022 kl. 19
Aalborghistorien i nyt lys
Ved medarbejdere fra Aalborg Stadsarkiv og Nordjyske Museer

Køb en samlet billet til alle fire foredrag her