Foredrag om koldkrigsbunkeren REGAN Vest

Foredrag om koldkrigsbunkeren REGAN Vest

60 meter under en kridtbakke i Rold Skov ligger 5.500 m2 unik danmarkshistorie. Et bunkeranlæg opført i dybeste hemmelig under Den Kolde Krig med det formål at huse regering og regent i tilfælde af, at 3. verdenskrig brød ud.

I forbindelse med Historisk Festival på Nordjyske Museer kan du på Kulturstationen i Skørping lørdag 30. april høre mere om bunkeranlægget, der går under navnet REGAN Vest. Her fortæller museumsinspektør Bodil Frandsen om selve det underjordiske anlæg, der blev bygget i perioden 1963-68, og om de folk, der ved en krig skulle med derned. Foredraget kommer også ind på den omfattende, men for de fleste mennesker ukendte, krigsplanlægning, som REGAN Vest var del af.

Bodil Frandsen har i en årrække beskæftiget sig indgående med bunkeren, og hun har bl.a. skrevet en ph.d. om stedet og den planlægning, som anlægget indgik i. Foredraget krydres med et omfattende billedmateriale, som giver et godt indtryk af det helt unikke og autentiske REGAN Vest-anlæg. Foredraget afholdes i samarbejde med foreningen Kulturstationen i Skørping og Rebild Bibliotekerne. Det er en del af Historisk Festival ved Nordjyske Museer i weekenden 30. april og 1. maj. Bemærk, at der kun kan bookes to gratis billetter pr. transaktion.