Foredrag: I Rommels fodspor

Foredrag: I Rommels fodspor

En af de allermest kendte tyske topfigurer fra 2. verdenskrig er generalfeltmarskal Erwin Rommel. Torsdag 8. maj kan du høre historien om manden, der af mange huskes som ørkenræven – et tilnavn, der stammer fra ørkenkrigen i Afrika i begyndelsen af 2. verdenskrig.

Sidenhen er der nærmest opstået en heltedyrkelse af Rommel på grund af hans involvering i planlægningen af det mislykkede attentat mod Adolf Hitler 20. juli 1944. En involvering, der i sidste ende kostede ham livet efter ordre fra Hitler.

Foredragsholder er Jens-Christian Hansen, historiker og formidlingschef ved Vendsyssel Historiske Museum, og undervejs kommer han ikke kun ind på personen Rommel og hans forhold til nazismen, men fortæller også om en særlig inspektionsrejse til Danmark i december 1943. Rommel var nemlig i Danmark for at bese Atlantvoldens bunkere langs den jyske vestkyst. Under det 13 dage lange besøg besigtigede Rommel også andre tyske installationer i Nordjylland – blandt andet ved Aalborg, Aggersund, Frederikshavn, Skagen og Hirtshals.

På billedet ses Erwin Rommel, da han inspicerer kystforsvaret i Danmark i december 1943.
Kilde: Nationalmuseet.

I pausen serverer vi erstatningskaffe og ølkage bagt efter en rationeringsopskrift fra besættelsestiden.

Foredraget er en del af en foredragsrække dette forår, som har 2. verdenskrig som tema.