Find vikingesmykker med metaldetektor
Onsdag 17. oktober og torsdag 18. oktober står i børnenes tegn på Lindholm Høje Museet. Her kan man deltage i en række efterårsferieaktiviteter – blandt andet kan man søge efter vikingesmykker med metaldetektor, bage et vikingefladbrød, slyngflette en snor til et armbånd eller lave sin egen torshammer.
Man kan også møde lokale detektorentusiaster fra Nordjysk Detektorforing. De viser deres udstyr frem og har mange sjove fund med, som kan findes med en metaldetektor.
Samtidig åbner museet også en ny udstilling om detektorfund fra lokalområdet. Her vises en række detektorfund frem – lige fra de ølkapsler og skruer, der oftest får detektoren til at give udslag, til fine smykker og spændende mønter. Udstillingen ”Metaldetektoren fortæller danmarkshistorie” fortæller også, hvor og hvordan man gør gode fund med en metaldetektor, lige som den forklarer de forholdsvis enkle regler for, hvordan man begår sig, når man støder på levn fra fortiden.