Besøg Koldkrigsbunkeren – Aalborg Kommandocentral Syd

Besøg Koldkrigsbunkeren – Aalborg Kommandocentral Syd

Hvilke forberedelser gjorde man sig i Aalborg under den kolde krig, hvis en atomkrig skulle bryde ud? Det kan du blive klogere på, når Nordjyske Museer inviterer på en helt særlig rundvisning i Aalborg Civilforsvars nedlagte Kommandocentral Syd, der var indrettet i en 300 m2 stor tysk militærbunker fra 1944.

Det kan du opleve

  • En tidslomme fra den kolde krig med genstande og interiør fra den tid.
  • Et indblik i de mange hemmelige tiltag, der blev gjort under den kolde krig.

Praktisk info

  • Turen er desværre ikke mulig for kørestolsbrugere og gangbesværede. Der er 30-40 trappetrin undervejs
  • Bunkeren er ikke opvarmet, og der kan være ned til 5-7 grader.
  • Dit tøj kan lugte jordslået efter besøget.
  • Det er ikke muligt at gå på toilettet undervejs.
  • Mødested: Parkeringspladsen ved Kornblomstvej 22, 9000 Aalborg.
  • Varighed: ca. 1½ time.

Omtale

Under den kolde krig (1945-1991) udførte myndighederne i Danmark et stort planlægningsarbejde med henblik på at sikre befolkningens overlevelse samt opretholde samfundets funktioner i det tilfælde, at krigen kom. Der blev i den forbindelse bygget store og små beskyttelsesrum til borgerne og opført cirka 100 kommandocentraler i Danmark, hvorfra man kunne koordinere den lokale indsats med at redde liv og begrænse skader.

På denne rundvisning får du en helt særlig mulighed for at besøge et af de mest væsentlige koldkrigssteder i Aalborg, nemlig hovedkommandocentral for Aalborg Civilforsvarsområde. Herfra skulle man i tilfælde af krig blandt andet organisere brand- og redningsindsatsen i Aalborg.

Selvom bunkeren nu er nedlagt og taget ud af drift, så står den i dag stadigvæk delvist indrettet, med landkort, telefonbåse og stakkevis af fortrykte dosislister. Alt sammen et vidnesbyrd om den nøje katastrofeplanlægning, som myndighederne havde iværksat.

Rundvisningen tager udgangspunkt i den planlægning, man fra såvel centralt som lokalt hold foretog under den kolde krig. En planlægning, der var tilrettelagt ned i mindste detalje. Deriblandt udpegningen af nødbegravelsespladser og observationsposter på byens høje punkter eller bygninger, der var udvalgt til specifikke formål, fx som hjælpestationer for flygtninge.

Udover rundvisningen i selve kommandocentralen, går turen op på arealet oven på bunkeren til et af byens bedste udkigssteder.