
Arkæologisk rundvisning: Det ukendte Lindholm Høje

Nu kan du komme med bag kulisserne på det ukendte Lindholm Høje, hvor vi åbner døren til både museets udstilling og igangværende arkæologiske undersøgelser foran Vikingemuseet.
Rundvisningen begynder indenfor med en introduktion til Lindholm Højes historie. Her får du indblik i hvordan området blev opdaget, de store udgravninger i 1950’erne og ikke mindst om livet ved Lindholm Høje i vikingetiden.
Herefter går turen udenfor til de aktuelle udgravninger ved højen. Her er forskningsprojektet Milestone ved Aarhus Universitet i gang med at undersøge udvalgte områder i samarbejde med en gruppe studerende og Vikingemuseet Lindholm Høje/Nordjyske Museer.
Området rummer spor af landsbyen på stedet, deriblandt er der formentlig små vævehytter, hvor der er fremstillet tekstiler. De nye undersøgelser forsøger at afdække de sociale og kulturelle forandringer, der formede livet ved Lindholm Høje over en periode på mere end 600 år.
Du får mulighed for at se de nyeste fund, høre om forskningen og opleve, en friskt afdækket del af Lindholm Højes historie, vi endnu kun lige er begyndt at forstå.