Åben udgravning i Vaarst

Åben udgravning i Vaarst

Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum er netop nu i gang med at udgrave en gravplads ved Vaarst, som vurderes til at have indeholdt flere hundrede grave fra jernalderen.

Lørdag 29. august inviterer de til åben udgravning for hele familien, hvor du blandt andet kan prøve en metaldetektor, støbe dine egne jernaldersmykker eller få en snak med arkæologerne, mens de graver.

Allerede fra kl. 10 kan man opleve aktiviteter, som fanger både børn og voksnes interesse. De senere år er det blevet mere og mere populært at gå rundt med en metaldetektor og finde gamle genstande i jorden – det var netop sådan, at gravpladsen her blev opdaget – og til den åbne udgravning kan man sammen med Nordjysk Detektorforening prøve at gå med metaldetektor.

Der er også mulighed for at prøve arkæologens arbejde ved fx at solde jord og måske være heldig at finde potteskår, man kan støbe sine egne jernaldersmykker, og der er fremvisning af våben og kampteknikker med vikinger fra kampgruppen Ihwar.

Museet har i dagens anledning genskabt en jernaldergrav, så man kan se, hvordan menneskene blev begravet, og hvad de fik med sig i graven. I løbet af dagen vil der også være rundvisninger for interesserede, hvor områdets historie ridses op, de nyeste fund præsenteres, og hvor man får de foreløbige tolkninger af, hvordan det hele skal ses i en større sammenhæng. Ved udgravningen er der opstillet en container, hvor man kan se en lille udstilling om gravpladsen.

Man kan komme til åben udgravning fra kl. 10 til kl. 14, og der er gratis adgang for alle.

Adressen er Vaarstvej 180, 9260 Gistrup.

Læs mere om Vaarst-udgravningen her