Overblik: Arkæologiske fund på Budolfi Plads
I november 2019 åbner den nye Budolfi Plads efter mere end to års anlægsarbejde i området.
Mens gravemaskiner og entreprenører har arbejdet med at bygge nyt, har arkæologer fra Nordjyllands Historiske museum haft mulighed for at kigge med og udgrave små områder af pladsen.
Der er kun blevet foretaget udgravninger, hvor anlægsarbejdet bogstavelig talt har forstyret de arkæologiske spor fra fortiden, og derfor er kun en mindre del af pladsen udgravet i denne omgang. Alt, hvad der stadig måtte ligge gemt i jorden, får lov at blive liggende til fremtidens arkæologer.
Nedenfor kan du læse om nogle af de mange fund, som er gjort i forbindelse med anlæggelse af den nye Budolfi Palds.
I dag kender vi området mellem Algade, Jernbanegade, Vingårdsgade og gaden Budolfi Plads som en åben plads, men området har skiftet udseende mange gange op gennem historien. Det har med sikkerhed været del af Aalborg by siden 1000-tallet.
Udgravningerne på Budolfi Plads midt i Aalborg har lagt ny viden til byens historie. Værksteder fra vikingetiden er blevet gravet frem af mulden under Budolfi Plads og er dermed med til at bekræfte, at der boede vikinger på området måske allerede i 800-tallet.
Arkæologerne har fundet flere spor efter vikinger i deres undersøgelser på Budolfi Plads. Men det stopper ikke her. Der er også fundet spor af blandt andet Aalborgs middelalderbefæstning mod vest og af et skomagerværksted fra slutningen af 1300-tallet.
Et af de første og mest spændende fund på Budolfi Plads i forbindelse med anlægsarbejdet af den nye plads, var fundet af et hus og latrin (lokum) fra sidste halvdel af 1400-tallet. En seglstampe afslører nemlig navnet på husets beboer.
Blandt de mange fund på Budolfi Plads er også en velbevaret spisekniv fra 1300-tallet af jern med et skæfte af ben. Kniven er fra før gaflens tid. Dengang havde alle sin egen personlige kniv, som man brugte, når man spiste.
Pladsen vest for Budolfi Kirke – foran det gamle posthus – viste sig at rumme på flere spændende hemmeligheder. Under anlægsarbejdet af den nye plads blev der blandt andet fundet rester af Algades træ-belægning fra 1300- eller 1400-tallet, og lidt derfra har man fundet skeletter fra 1600- og 1700-tallet.
Rørlægger Jannick Vestergaard og maskinfører Henning Nøhr fra entreprenørfirmaet Gunnar Nielsen A/S troede nærmest ikke deres egne øjne, da der pludselig dukkede et velbevaret sværd fra middelalderen op af jorden i Algade midt i Aalborg. Og fundet er da også en vaskeægte sensation.
Det var lidt af en sensation, da et sværd fra middelalderen pludselig stak op af jorden i Algade midt i Aalborg i februar måned. Sværdet var ikke alene intakt, det var også usædvanligt velbevaret. Nu har arkæologerne så fundet læderskeden til selvsamme sværd, som trods mere end 700 år i jorden stadig er forholdsvis godt bevaret.
Anlægsarbejdere og arkæologer har de sidste mange måneder arbejdet side om side i tæt samarbejde ved Budolfi Kirke i Aalborg. I alt er der dukket spor af 89 begravelser op, som stammer fra den nedlagte kirkegård, som lå ved kirken frem til begyndelsen af 1800-tallet.
Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har fundet en tonstung gravsten for kongelig toldinspektør og hustru ved Budolfi Kirke i Aalborg. Den måler 2,15 x 1,40 meter, og den har oprindeligt ligget i kirkegulvet inde i kirken.