Arkæologerne bruger et væld af forskellige metoder og redskaber, når de graver i jorden for at finde spor efter kulturer i oldtiden. Se oversigten herunder

Pløjebælter og rekognoscering

• Pløjebælter: Smalle jordstriber, som pløjes med traktor. Det afslører genstande i jorden.
• Rekognoscering: Gennemgang af området til fods for at finde synlige spor på jordoverfladen – fx flintredskaber eller keramik.

Søgegrøfter

• Søgegrøft: En lang og smal udgravet grøft, typisk gravet med gravemaskine. Bruges til at finde strukturer i jorden, som f.eks. stolpehuller og ildsteder.
• Dækningsgrad: Hvor stor en procentdel af arealet der bliver undersøgt via grøfter.

Snegleboring

• Sneglebor: Et stort, spiralformet bor, der bores lodret ned i jorden. Det bruges til at tage prøver af jordlag dybt nede.
• Foringsrør: Et rør der sættes omkring boret for at holde jordlagene stabile og forhindre, at de skrider sammen.

Spunsede kasser

• Spunsede kasser: En slags firkantet ramme (4×4 meter), der bankes ned i jorden og tømmes for sediment. Det skaber et afgrænset rum, hvor man kan udgrave meget præcist.

Georadar (GPR – Ground Penetrating Radar)

• Georadar: Et apparat, der sender elektromagnetiske signaler ned i jorden. Når signalet rammer forskellige jordlag eller genstande, reflekteres det tilbage, og man kan danne et billede af, hvad der ligger nedenunder.

Magnetometer

• Magnetometer: Et instrument der måler variationer i jordens naturlige magnetfelt. Brændte strukturer (fx ildsteder) påvirker magnetfeltet og kan dermed opdages.

TTEM (Time-domain Transient Electromagnetic Method)

• TTEM: En geofysisk metode, der bruger elektromagnetiske bølger til at måle de dybe lag i jorden (ned til ca. 30 m). God til at kortlægge gamle landskabsformer.

Landskabsmodellering

• Landskabsmodellering: Opretter digitale modeller af det tidligere landskab, så man kan forudsige, hvor mennesker har levet og efterladt spor.

Pollenkerner og sediment-DNA

• Pollenkerner: Jordprøver fra moser eller søer, som bruges til at identificere gamle planter og vegetationsforhold.
• Sediment-DNA: DNA-spor i jordlag, der viser hvilke planter og dyr, der tidligere fandtes i området.

C-14 dateringer (Radiokarbondatering)

• C-14 datering: En metode til at datere organisk materiale (træ, knogler, planter) ved at måle dets indhold af kulstof-14. Bruges til at finde alderen på fund.

Soldning

• Soldning er en metode, der anvendes i arkæologi til at finde små genstande, som ellers let kan overses under udgravninger. Det går ud på at sigte det opgravede jordmateriale gennem en sold (et slags net eller en si med forskellige maskestørrelser) for at adskille jord og små fund.

OSL-datering (Optically Stimulated Luminescence)

• OSL-datering er en metode til at finde ud af, hvornår sandkorn sidst blev udsat for sollys. Metoden er god til at datere gamle jordlag.
  Sandkornene bliver belyst i en maskine, som måler, hvor meget energi (lys), de selv udsender i forbindelse med belysningen.
  Mens sandet ligger begravet, optager det energi fra radioaktiv stråling i jorden. Når det bliver belyst i laboratoriet, slipper det energien fri som lys (det kaldes luminescens).
  Ud fra hvor meget lys målingen viser, kan forskerne regne ud, hvor lang tid der er gået, siden sandet sidst så sollys – altså hvor længe det har ligget begravet.

Gradiometer

• Et gradiometer er et måleinstrument, der bruges til at registrere ændringer i et felt, typisk magnetfeltet, over en kort afstand. Det bruges ofte i arkæologi til at finde strukturer eller genstande under jorden, uden at man behøver at grave.
  I stedet for at måle det samlede magnetfelt (som et almindeligt magnetometer gør), måler gradiometeret forskellen i feltet mellem to punkter. Det gør det muligt at opdage små, lokale ændringer, som for eksempel en begravet væg, et ildsted eller et metalobjekt, der påvirker det magnetiske felt omkring sig.