2019 er ved at rinde ud, og det er tid til at gøre status. Vi har derfor spurgt arkæologerne ved Nordjyllands Historiske Museum, hvad årets fem bedste arkæologiske fund er, og et af dem, som de peger på er den henrettede jernaldermand, som blev fundet i Sdr. Tranders.
I november dukkede et skelet op af en mand, da arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum var i gang med at udgrave en større jernalderboplads ved Sdr. Tranders, nærmere bestemt ved Da Vinci Parken tæt på Gigantium, Aalborg Øst.
Skelettet stammer fra perioden 500-250 f.Kr. (ældre førromersk jernalder), og det er yderst sjældent, at man finder en skeletbegravelse fra den periode, da brandgravsskikken var den mest udbredte på det tidspunkt.
Det viste sig da også, at der ikke var tale om en helt almindelig grav.
Manden, som har været 35-45 år, er nemlig sandsynligvis blevet henrettet. Han blev fundet smidt ned i et alt for lille hul, og han lå krøllet sammen med ansigtet og overkroppen vendt mod bunden. Hænderne var bundet sammen, og benene lå trukket op mod brystet. Ved nærmere undersøgelser af skelettet fandt arkæologerne desuden snitmærker på indersiden af ribbenene. Ifølge arkæologerne tyder det på, at han er blevet stukket i maven med et spyd eller et sværd.
Mandens død og begravelse har derfor uden tvivl været en voldsom hændelse, og arkæologerne mener, at det sandsynligvis skal ses som en ofring.
Udgravningen i Sdr. Tranders er nu afsluttet, så bygherre A. Enggaard A/S kan begynde arbejdet med at opføre 300 boliger og et plejehjem på det cirka 8 ha store areal.