År 536 e.Kr. – Jernalderens største naturkatastrofe

År 536 e.Kr. – Jernalderens største naturkatastrofe

Vulkanudbruddene omkring midten af 500-tallet er blandt de største udbrud i de seneste 2500 år. Fjerlet vulkansk aske og svovlforbindelser indhyllede kloden i et slør, som spærrede for solens stråler og sænkede den globale temperatur i mere end et årti. Samtidige skriftlige kilder fra Middelhavsområdet og Kina beretter om en sol, der lyste blåt og varmede som månen, om korn der stod på marken uden at modne, og om udbredt hungersnød.

Med udgangspunkt i tre danske regionale studieområder – Sydsjælland, Sydvestjylland og Nordjylland – er det projektets mål at belyse vulkanudbruddenes naturmæssige og kulturelle konsekvenser i Danmark. Dette belyses gennem tre temaer og samspillet mellem disse:

Klima: Ved brug af moderne klimamodeller, kombineret med data fra studier af årringe fra træ og isotopanalyser, er det målet at foretage en detaljeret rekonstruktion af temperaturen, skydækket og nedbøren i yngre jernalder. Rekonstruktionerne skal bl.a. belyse vækstforringelserne for korndyrkning i de tre landsdele.

Landbrug: Ved hjælp af pollenbaserede kvantitative landskabsrekonstruktioner er det målet at belyse ændringer i korndyrkningsarealet. Hertil benyttes allerede foreliggende pollendiagrammer, som skal suppleres med analyser af et yderligere antal pollenprøver for at opnå en høj tidsmæssig opløsning i yngre jernalder.

Bebyggelse: I forbindelse med de sidste 20 års byudvikling og anlægsarbejder er der i de tre regioner afdækket omfattende områder med jernalderbebyggelse. Dette giver nye muligheder for at belyse ændringer i bebyggelsesintensiteten over tid. Hertil kommer et meget stort antal 14C dateringer, der ligeledes kan benyttes til vurdering af bebyggelsesintensitet/befolkningsvækst eller -nedgang. Endelig inddrages også de mange detektorfund indsamlet af private detektorbrugere landet over siden 1980erne, idet disse pga. deres antal og spredning i landskabet også kan anvendes som en proxy for ændringer i menneskelig aktivitet over tid.

Naturkatastrofen og dens konsekvenser er sandsynligvis centrale for forståelsen af den udvikling jernalderens samfund gennemgik frem mod vikingetiden. Det er tydeligt, at der omkring midten af 500-tallet i Danmark og vore nabolande skete en lang række markante kulturelle forandringer, men er der faktisk tale om forandringer sat i gang af klimaforværringen? Eller var forandringsprocesserne allerede i gang? Blev de måske accelereret af klimaskiftet? Og hvor omfattende var forandringerne reelt?

Projektperiode 2025-2028

Samarbejdspartnere

  • Nationalmuseet
  • Museum VEST
  • Museum Sydøstdanmark
  • Aarhus Universitet

Projektet gennemføres med støtte fra

  • Augustinus Fonden