Spiller i haven ved Aalborg Kloster 8.-18. august 2024 (forpremiere 7. august 2024)
Hverdage kl. 19.30, lørdag kl. 14 + kl. 18, søndag kl. 14
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause.
Idé og instruktion: Martin Schwab
Køb billet her
Et drama om storhed og fald
Jens Bang var en af sin tids mest visionære og fremstormende købmænd. Han havde vidtrækkende ideer og store satsninger. På trods af forarmelse gennem to svenske besættelser af Aalborg by, med plyndring og rædsler, en pestepidemi, der kostede en tredjedel af byens indbyggere livet, og en 10 år lang kamp mod byens talrige og magtfulde hekse – så blomstrede økonomien i Aalborg tilstrækkeligt til, at Jens Bang kunne blive en hovedrig købmand og en del af den borgerlige overklasse.
Jens Bang var en magtspiller, men han var også et følelsesmenneske.
Han fik et liv med store succeser, men også med tragedie og tab. Hans livs store kærlighed var Maren Jørgensdatter, som han levede med i sit prægtige stenhus. De fik ingen børn, men rygterne om Jens Bangs utroskab ville ingen ende tage, selv om han kæmpede mod dem med alle midler. Sammen, byggede de et fattighus til Aalborg, og ved hendes alt for tidlige død, gav han hende en adelig begravelse trods forbud mod netop det. Hans retfærdighedssans med de mange retssager gjorde ham til en bitter mand, der aldrig blev anerkendt af byens bedsteborgere.
Stenhuset en nyskrevet musikteaterforestilling om et hus der stadig står, forankret i historien om Jens Bang, hans hus og hans liv. Den farverige og sprudlende Jens Bang levede i en tid lige så turbulent som vores. Det er gennem hans optik, vi ser verden, ikke som helten; men som et menneske af kød og blod. Jens Bang var en hovedperson i sin tid og centrum for handel i hele Nordjylland.
Det er en moderne fortælling om magt, begær, had, kærlighed og deroute – og en hyldest til livet. Jens Bang var et moderne menneske i sin tid, visionær, innovativ fremadrettet. Den bygger frit på de historiske fakta med plads til drama om kærlighed, lidenskab, intriger, misundelse og grådighed – det, der vækker historien til live.
Stenhuset henvender sig mod et bredt publikum. Aalborg Slots Teater skaber historien/dramaet bagom storkøbmanden Jens Bang og hans prægtige hus i et samarbejde med Apoteker S.C. Strøybergs Fond Til Bevarelse af Jens Bangs Stenhus. Forestilling opføres i det unikke historiske miljø i Aalborg Klosters have, som giver en oplevelse af at sidde midt i renæssancen.
400-års jubilæum
Forestillingen opføres i anledning af 400-året for opførelsen af Jens Bangs Stenhus.
Jens Bang (ca. 1575-1644) fik i årene 1623-1624 opført et storslået og rigt udsmykket stenhus i Aalborg. Centralt placeret på hjørnet af Østerå og Adelgade blev det opført i fem etager til at huse både købmandsforretning, kontor, varelager samt privatbolig for den driftige og meget velhavende forretningsmand. Jens Bangs Stenhus betragtes i dag som et af Nordeuropas fornemmeste renæssancehuse. I årene 1665-2013 havde Aalborgs Svaneapotek til huse i stueetagen i bygningen.
Jens Bangs Stenhus er i dag et smukt vartegn for Nordjylland og Aalborg by.
Arrangør
Aalborg Slots Teater, Tyge Brahes Vej 23, 9000 Aalborg, i samarbejde med Apoteker S.C. Strøybergs Fond Til Bevarelse af Jens Bangs Stenhus.
Læs mere på www.aalborgslotsteater.dk
Praktisk info og betingelser vedr. dårligt vejr, læs mere her