Forfattere: Henning Bender og Morten Pedersen
Aalborg er dybt præget af cementindustrien. Det gælder i forhold til befolkningsudviklingen, bystrukturen, de omfattende åbne kridtbrud og de mange små og store levn efter cementindustriens virke i området i øvrigt.
Den dag i dag genkender vi byen langvejs fra, når vi ser Aalborg Portlands rygende skorstene i Rørdal. Uden cementindustriens gennembrud i Aalborg for mere end hundrede år siden ville der næppe have ligget en så stor by ved den østlige del af Limfjorden, som der faktisk gør.
Samtidig har Aalborg gennem snart mange år været vidne til lukninger af flere af de gamle tunge industrier og dermed til frigivelsen af de efterladte arealer og anlæg til nyfortolkning og genanvendelse. Den proces er stadigvæk aktuel i Aalborg, mens den mange steder i det øvrige Danmark er nær sin afslutning.
Bogen ”Aalborg og cementen” er resultatet af et tæt samarbejde mellem Aalborg Stadsarkiv og Aalborg Historiske Museum. Den består af to hovedafsnit med hver sin forfatter. I det første belyser stadsarkiver i Aalborg, Henning Bender, omstændighederne omkring etableringen af de fem store cementfabrikker nord og syd for Limfjorden, deres konkurrence med hinanden, og hvordan deres tiltrækning af arbejdskraft forandrede byens udvikling.
Derefter giver museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Morten Pedersen, et signalement af, hvordan cementfabrikkerne ved Aalborg var toneangivende i den teknologiske udvikling, der stadig i dag udgør grundlaget for verdens moderne cementproduktion, og som gav branchen sit helt eget sværindustrielle præg.
Samlet berører bogen dermed en bred vifte af de forhold, der gjorde Aalborgs industrielle udvikling til noget særligt, og som man endnu kan erfare på sin egen krop ved den daglige færden i byen.