Store bagedag på Havnø Mølle

Store bagedag på Havnø Mølle

Onsdag 12. august afholder Havnø Mølles Venner store bagedag ved den gamle vindmølle.

Lær at bage de lækreste surdejsboller. Fra kl. 10 og frem til kl. 16 demonstrerer Michael Skat Frederiksen fra Nordjyske Museer hvordan du gør. Der er mulighed for smagsprøver, og i teltet kan du købe kaffe, surdejsboller med smør og hjemmebagt kage.

Dagen igennem er møllen åben, og kl. 14 fortæller pensionerede museumsinspektør Lise Andersen om brød og brødbagning i 1800-tallets Sydøsthimmerland – blandt andet om hvordan man dengang malede melet til brødbagningen.

Børn kan dagen igennem male mel på en håndkværn, og melet får de naturligvis lov til at tage med hjem. Fra møllen sælges også den nye børne- og malebog ”Fra såtid til høst – Havnø 1842-1843”. Den fortæller i tekst og fine tegninger, som børn selv kan farvelægge, om landbrugsåret fra kornet bliver sået og til der bages brød i herregårdens store ovn.

Dagen igennem er møllen åben og kører, hvis der er vind til det.