Nordjyske Museer

Indvielse af Koldkrigsmuseet REGAN Vest 10. februar 2023
Tale ved Per Lyngby, bestyrelsesformand Nordjyske Museer

Der er mange grunde til at glæde sig over indvielsen af Koldkrigsmuseet REGAN Vest i dag – og ikke mindst åbningen for publikum fra på mandag.

Én af dem er, at det er en længe ventet åbning, der nu endelig finder sted.

Samtidig er det et paradoks, at bunkeranlægget i sin tid var dimensioneret og forberedt til, at udvalgte repræsentanter for det danske demokrati i en fart skulle kunne søge beskyttelse og overlevelse her, hvis atomtruslen mod Danmark blev realiseret – og nu har det varet flere år end at bygge bunkeren at gøre den klar til at modtage gæster på rundvisning.

Forklaringen er, at kravene til sikkerhed, installationer og adgangsveje er meget mere omfattende i dag, end de var for regent, regering og embedsfolk, der i sin tid i neddykket tilstand under kridtbakken skulle opretholde demokratiet i sin mest destillerede form på vegne af os allesammen.

Begge kendsgerninger giver på hver sin måde et billede af to forskellige tidsepoker. Og dog!

Hvor vi i dag burde kunne glæde os over, hvor forandret verden er blevet til det bedre, er vi nødt til at konstatere, at på nogle områder synes det som om, verden ikke har forandret sig.

Krigen i Ukraine minder ikke alene om krigen på Balkan i begyndelsen af 90’erne. Konflikten med og boykotten af Rusland minder også om den kolde krig, hvis symbol var Berlinmuren, der delte øst og vest fra 1961 til 1989.

Jeg har i mange år haft et stykke af Berlinmuren stående på mit skrivebord som en påmindelse om forskellen på frihed og ufrihed.

Unge i dag har ikke megen erindring om den tid. Det vil et besøg hos REGAN Vest kunne bidrage til, at de får. Ikke alene ved besøg i bunkeren, men for de ældste skoleelever og studerende på ungdomsuddannelserne også, når de efter sommerferien i år vil blive modtaget i læringscentret her i velkomstbygningen for at deltage i et udfordrende dilemmaspil om demokratiet.

Det behøvede den generation af politikere, som i sin tid besluttede at opføre REGAN Vest i dybeste hemmelighed, ikke at deltage i. For dem var tiden under den kolde krig den kolde virkelighed.

De skulle forholde sig til våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen siden 1949, Korea-krigen i begyndelsen af 50’erne, Vietnam-krigen fra 1961 til 1975, Cuba-krisen i 1962.

Jeg husker stadig, da jeg den eneste gang i mit liv oplevede min mor og far med tårer i øjnene, fordi de var så bekymrede. Det var om aftenen den 22. november 1963, da USA’s præsident, John F. Kennedy, var blevet myrdet.

De fleste danske politikere dengang var vokset op i mellemkrigstiden. De havde oplevet anden verdenskrig og besættelsen af Danmark – og derfor var de meget bevidste om forskellen på frihed og ufrihed.

Mens den kolde krig rasede, var der ingen af de danske politikere, der trådte så meget som en tåspids tilbage på vores frihedsrettigheder. Heller ikke selv om raketbatterierne ved Polens østersøkyst var rettet mod os, klar til at blive affyret når som helst.

Da min far for få år siden skulle flytte på plejehjem, var han lidt nedstemt og tavs. Jeg sagde opmuntrende til ham, at det ville blive mere trygt for ham at kunne få hjælp.

Han kiggede på mig og svarede stilfærdigt:

”Det er ikke tryghed, jeg er optaget af. Det er tabet af frihed.”

Min far var 17 år, da tyskerne i 1945 endelig opgav besættelsen af Danmark.

Vi har hos Nordjyske Museer med mellemrum haft besøg af nogle af nutidens ministre, som er blevet vist rundt i bunkeren. Flere af dem blev tavse og tænksomme, da de fik vist det lille rum og den seng, hvor de skulle sove, hvis Danmark var lige så truet i dag som under den kolde krig.

Flere tænkte tydeligvis over, hvordan det ville være at efterlade børn, ægtefæller og nærmeste familie, mens de selv befandt sig i bunkeren uden kontakt med omverdenen.

REGAN Vest skulle ikke give eliten et trygt sted at være, mens alle andre måtte leve i usikkerhed og angst. Det var slet og ret for at sikre demokratiets overlevelse.

Det var stort tænkt – også at der i bunkeren var gjort plads til journalister fra radio, tv og trykte medier. Mange år før vi for alvor lærte om fake news, propaganda og misinformation, var politikerne bevidste om værdien af en fri presse som en forudsætning for et åbent demokrati.

REGAN Vest er mere autentisk, aktuel og vedkommende, end nogen havde forestillet sig for få år siden. Her får de besøgende fra på mandag et stærkt vidnesbyrd om en usikker, utryg og tankevækkende tid.

Der er grund til at takke mange for, at vi nu kan indvie REGAN Vest, og Lars Nørbach har allerede gjort det. Ud over at takke de mange medarbejdere fra museet, vil jeg også gerne takke dem, der gennem årene har beskæftiget sig med den kolde krig og REGAN Vest.

Jeg tænker blandt andre på Poul Holt Pedersen og Karsten Pedersen, som allerede i 2010 udgav bogen ’Danmarks dybeste hemmelighed’ om REGAN Vest.

Og vores nabo, Rebildcentret og dets leder, Niels Moes, som i mange år har arbejdet for, at offentligheden kunne få adgang til REGAN Vest.

Og de to øvrige koldkrigsmuseer i Danmark, Stevnsfortet og Langelandsfortet, som begge er militære anlæg, mens REGAN Vest er et civilt anlæg.

I dag er en glædens dag. En historisk dag. For med indvielsen af REGAN Vest øges Danmarks kulturhistoriske egenkapital. Danmark får et nyt museum i international klasse.

Tillykke!