Byvandring i Hadsund: En by blev til

Byvandring i Hadsund: En by blev til

Sammenligner man med de øvrige byer ved Mariager Fjord, så er Hadsund en forholdsvis ung by. Det betyder dog ikke, at der ikke er en rig lokalhistorie gemt her, og nu kan du komme med rundt i Hadsund og høre historien om, hvordan et lille færgested ved fjorden har udviklet sig inden for de sidste 200 år – først til en handelsplads og dernæst til en rigtig by.

Vi skal høre om problemerne i en by, der voksede op på en kommunegrænse, hvor nogen betalte skat i to kommuner, og vi skal se den sten, der markerer, hvor kommunegrænsen gik gennem Storegade indtil problemerne blev løst ved kommunesammenlægningen i 1937.

Undervejs hører vi også om nogle af de personligheder, der har haft betydning for byens udvikling, og som har lagt navn til gader og huse i byen – blandt andet L. B. Sørensen, Jakob Møller, Chr. Hornbech, Frederik Krøger samt forfatteren Hans Kirk, der med stor indlevelse har beskrevet sin barndomsby i Skyggespil, Daglejerne og De ny Tider. I hans barndom var Hadsund en nybyggerby – et Klondyke præget af driftige og visionære købmand, men også af fattigfolk, der søgte til fra de nærliggende landsbyer, og som levede et kummerligt liv, der ofte var præget af druk og vold.