Under besættelsen var der konstant udstationeret 10.000 tyske soldater i Aalborg, hvilket svarede til hver 10. indbygger. Den massive tyske tilstedeværelse i Aalborg skyldtes blandt andet Aalborg Lufthavn. Kontrollen med den var altafgørende for tyskernes tilstedeværelse i Norge, som var særdeles vigtig for tyskerne under 2. verdenskrig.
På rundvisningen fortælles om de vigtigste årsager til tyskernes tilstedeværelse i Aalborg – heriblandt historien om Aalborg Lufthavn. Men besættelsestidens Aalborg var ikke kun præget af tyske soldater, det var også her, at en af Danmarks allerførste og mest kendte modstandsgrupper, Churchill-klubben, blev stiftet. Den bestod af en flok modige unge drenge fra Aalborg Katedralskole, der allerede i 1941-42 begyndte at lave sabotage. Senere, da modstandsbevægelsen for alvor fik fat, var Aalborg et af de steder i landet, hvor der var flest sammenstød mellem modstandsbevægelse og den tyske værnemagt.
Undervejs får I også historien om den unge tyske pilot Hans Wunderlich, der under en militærøvelse i 1944 styrtede ned ved Birkelse i Nordjylland i et krigsfly af typen Messerschmitt Bf 109. En skoledreng og hans far fandt i 2017 vragresterne, og i museets udstilling ses både vragrester og den 19-årige pilots personlige ejendele.
Et er krig, tyske soldater og modstandskamp, noget andet er historien om livet på hjemmefronten med luftalarmer, erstatningsvarer og alsang. På rundvisningen får I også et indblik i livet for den almindelige aalborgenser i de mørke år, da Danmark var besat.
Varighed: 1 time
For booking eller nærmere information kontakt museet på telefon: 99 31 74 02 eller mail: [email protected]