Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle

kr. 200,00

1. september 2019 var det 25 år siden, at Havnø Mølle overgik til det, der i dag er Nordjyllands Historiske Museum. Siden da er møllen restaureret og omdannet til arbejdende museumsmølle. For at fejre jubilæet udgav Havnø Mølles Venner bogen “Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle”.

Kategori:

Beskrivelse

Forfatter: Lise Andersen

Den 1. september 2019 er det 25 år siden, at det daværende Hadsund Egns Museum overtog skødet på Havnø Mølle, som da blev museumsmølle. I dag ejes den af foreningen Havnø Mølles Venner, og den har valgt at markere jubilæet med udgivelsen af bogen ”Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle”, der fortæller historien om møllen som en del af godset Havnø.

Bogen er på 120 sider, og den er rigt illustreret. En del af billederne stammer fra Lokalhistorisk Arkiv i Visborg og Nordjyllands Historiske Museum, men der er også brugt helt nye billeder af møllen til bogen.

En del af Havnø Gods

Havnø Mølle udspringer af Havnø Gods, og den fortæller dermed også godsets historie fra det omtales første gang i 1468 og til Christen Kjeldsen med hjælp fra sin svoger Christen Dinesen købte Havnø med landbrugsjord, enge og skove i 1816.

Christen Kjeldsen blev ejer i en økonomisk meget svær tid. Statsbankerotten i 1813 satte sit aftryk overalt i samfundsøkonomien, men især var afgiften, der blev lagt på alle ejendomme, tung at bære for de store landbrug – ikke mindst i de år med misvækst, som indtrådte få år efter.

Først midt i 1830’erne havde Christen Kjeldsen fået så meget styr på godsets økonomi, at han kunne begynde at lægge landbruget om. Som led heri blev der også bygget mange nye bygninger på Havnø.

Møllen var det første han byggede. Det skete i 1842. Hensigten var at producere byggryn til eksport til Norge samt producere vinterfoder til studene og rugmel til brød til det store folkehold på godset. Herefter blev den gamle forfaldne borggård revet ned, og den nuværende hovedbygning opført i etaper i årene 1845 og 1848.

Bogens primære fokus er naturligvis møllens historie. Opførelsen af møllen og dens konstruktion og funktion gennemgås, og møllens og godsets historie følges op til vor tid, hvor godset ejes af Manon Lüttichau Blou og drives som et moderne landbrug, mens møllen drives som museum i et samarbejde mellem Havnø Mølles Venner, Havnø Møllelaug og Nordjyllands Historiske Museum.

Havnø Mølle i malerkunsten

Havnø og Havnø Mølle har gennem årene været et populært motiv blandt malere. Derfor kan man også opleve Havnø Mølle set med malernes øjne i bogen.

Sven Schou er nok den kendteste, men mange andre har også haft møllen som motiv. I 1800-tallet malede også Niels Rademacher og Sophus Theilgaard i området ved møllen, og i Sven Schous tid på Havnø (1905-1927) kom mange af hans malerkammerater fra Akademiet på besøg om sommeren og malede med lige stor begejstring møllen, skoven, gårdens dyr og malkepigerne.

Tidligere museumsinspektør står bag

Bogen er skrevet af tidligere museumsinspektør Lise Andersen, der i sin tid arbejdede for at forhindre Havnø Mølles nedrivning. Da museet i 1994 overtog møllen som gave fra Havnøs daværende ejere Carl og Merete Lüttichau, var det Lise Andersen, der fik ansvaret for møllens restaurering. I bogen beskrives da også både Nationalmuseets forgæves restaureringsforsøg i 1970’erne og Hadsund Egns Museums restaurering i perioden 1994-2001.

Prisen er 200 kr., og alle indtægter ved salg af bogen går til Havnø Mølles bevaring.

”Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle” udgives med støtte fra Sparekassen Hobro Fonden, Hadsund Museumslegat, Kulturelt Samråd for Mariagerfjord kommune og Nordjyllands Historiske Museum.

Du kunne også være interesseret i...