I mangel af bedre

Det var helt almindeligt at blande ægte kaffebønner med Rich’s kaffeerstatning under besættelsen for at få kaffen til at strække. Mange varer var rationeret og skulle man fx købe smør, sukker eller hvedemel skulle man bruge såkaldte rationeringsmærker. Med rationeringsmærker forsøgte staten at sikre, at alle kunne købe lidt af de varer, som der var mangel på. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Efterhånden som 2. verdenskrig skred frem, blev det sværere og sværere at skaffe de varer, man var vant til. I stedet måtte man finde alternativer. I 1942 var alle lagre af kaffe brugt op, og man kunne ikke længere nøjes med at blande kaffeerstatning i kaffen – nu var der kun kaffeerstatning tilbage. Nogle lavede det af brændt cikorie, rug og roer, men de fleste købte de kendte mærker som Richs’s og Danmarks.

Nedenfor finder du andre tips til erstatninger af mangelvarer.

Rabarberrosiner

Fra Aalborg Stiftstidende, 15. juni 1941

Kan De få lidt sukker tilovers, er her en god opskrift på rabarberrosiner. Stilkene flækkes flere gange pålangs, skæres i ganske små stykker, drysses med 250 g sukker pr. kg frugt, står et døgn. Saften sies fra. Rabarberstykkerne røres med en blanding af 250 g sukker, 10 g citronsyre og 1 g bnzoesyre pr kilo frugt. Røringen gentages med dags ellemrum til sukker og frugt er fuldstændig blandet (4-5 dage). Hældes på glas og tilbindes.

Danske teblade

Fra Vendsyssel Tidende, 24. juli 1941

Skovjordbærblade og æbleblade kan tørres og anvendes til te. En blanding af brombær-, hindbær-, jordbær- og solbærblade skal kunne give en kraftig og velsmagende te. Skal trække i 10 minutter.

Teblanding

Fra Vendsyssel Tidende, 18. juni 1942

Tag lige dele af: Birkeblade, Rønnebærblade og Solbærblade. Tør bladene og lad dem stå ca. 3 uger knuste i tillukket dåse. Påskænkes kogende vand, trækker i 10 minutter.

Kunstsmør

Fra Thisted Dagblad, 20. april 1945

Til læserinden, der bad om en opskrift på kunstsmør, er der indløbet endnu en: Man smelter 65 gram smør i en emailleret gryde, dette bages op med 130 gram flormel, der spædes op med ¼ liter kogende mælk. Når opbagningen er færdig, hældes den i et fad, der røres og piskes jævnligt deri, til den er omtrent afkølet. Da kommes lidt salt, et par dråber smørfarve og resten af smørret – så der i alt kommer ½ kilo smør – deri. Dette må være en lille smule blødgjort og smådelt. Det slås hurtigt sammen og stilles til afkøling. Bliver bedst ved at stå til dagen efter, og kan holde sig friskt og godt i otte dage.

Tilbage til opskrifter fra en tid med rationering

Skrevet 26. marts 2020