I den senere tid har arkæologer fra Aalborg Historiske Museum forud for en kommende grusindvinding foretaget udgravninger på en mark lidt uden for landsbyen Korup, nord for Hadsund. Marken gemte på spor efter bebyggelse fra flere perioder – bondestenalderen, bronzealderen og middelalderen. Netop det sidste er opsigtvækkende, fordi der indtil dette fund blev gjort, kun var udgravet et enkelt hus i Himmerland, som stammede fra middelalderen. Derfor kan fundet bidrage med meget ny vigtig viden, fordi vores vidensgrundlag om, hvordan netop middelalderens huse på landet har set ud, selvsagt er meget lille.
Der blev ved udgravningen undersøgt sporene efter to huse oprindeligt udført i forskellige byggemetoder. Det nordlige hus, som var det største, er opført i det som betegnes som et-skibet underremskonstruktion. Denne konstruktion er kendetegnet ved, at de tagbærende stolper er placeret i vægforløbet og ikke optræder sætvis. De tværbjælker som har holdt sammen på huset har derfor været lagt oven på den langsgående tagrem. Dette hus har endvidere haft udskud langs ydervæggene i den vestlige ende af huset. Det sydlige lidt mindre hus var opført som et sulehus, hvor taget er båret på en række stolper, såkaldte midtsuler, som står midt gennem huset. Væggene har derfor været mindre solide og er da også meget dårligt bevarede.
Vi ved ikke om husene er samtidige, men begge husene indeholdt keramik som kan dateres til 1300- 1400-tallet. Senere C-14 dateringer kan muligvis klarlægge om husene er samtidige. Er husene dette, vil de med stor sandsynlighed være en del af en samlet gårdsenhed. Fundet af en hel gårdsenhed vil i så fald være et unikt fund i Himmerland.
Af Torben Sarauw, museumsinspektør Ph.D