9. april 1940: Den faldne soldat fra Aalborg

Fra Frode Munch Vesterbys begravelse på Almen Kirkegård 13. april 1940, hvor spejderfanen sænkes over graven. Til venstre i billedet ses den faldne soldats forældre, kaptajn Vesterby og frue. Foto: Frihedsmuseet

Da Tyskland besatte Danmark 9. april 1940, skete det uden meget militær modstand, og i løbet af få timer havde Danmark kapituleret. På trods af den manglende militære modstand faldt 16 danske soldater fra hæren og grænsegendarmeriet. En af disse soldater var den 20-årige Kornet (militær gradsbetegnelse for officerselever i hæren) Frode Munch Vesterby fra 2. Regiment/kanonkompagni.

Frode Munch Vesterby blev født i Aalborg 27. november 1919 og var søn af kaptajn Christen Munch Vesterby og Julie Munch Vesterby. Han tog realeksamen på Aalborg Katedralskole, inden han kom ind ved militæret som soldat på Haderslev Kaserne i 1940. Han indgik dermed i det danske alarmberedskab, da der indløb meldinger om øget tysk aktivitet ved grænsen, om end der ikke var nogen reel plan for, hvordan forsvaret skulle tage mod en tysk invasionsstyrke.

Vesterby blev om morgen den 9. april beordret ud som gruppefører for en 37 mm. kanonstilling og tog opstilling på et gadehjørne i Haderslev. Besætningen bestod udover gruppeføreren, kornet Vesterby, af skytten Hansen, samt hjælperne Bonde, Christensen, Hansen og Berthelsen. Da tyskerne i løbet af formiddagen dukkede op, gav Vesterby ordre til at åbne ild mod fjenden og var medvirkende til ødelæggelsen af tre tyske kampvogne, inden han blev dødeligt såret af et projektil fra en tysk kampvogn.

Kong Christian 10. og regeringens besked om, at Danmark skulle kapitulere uden modstand, nåede ikke frem til Sønderjylland i tide, hvilket kom til at koste Frode Munch Vesterby og en række andre soldater livet og flere sårede, herunder mistede H. C. Hansen fra Vesterbys deling også livet, mens de resterende fire blev såret.

Frode Munch Vesterby blev begravet på Almen Kirkegård den 13. april 1940. Hans mindesten står endnu på kirkegården.

Herunder kan du læse hjælperen Berthelsens dramatiske beskrivelse af de begivenheder, som kostede Frode Munch Vesterby livet. Fortællingen begynder ved stillingen i Haderslev.

”Da vi ingen morgenmad havde fået, fik vi lov til at gå ind til beboerne i gaden og drikke kaffe. Folk var meget venlige mod os, og vi blev beværtet på bedste måde. Her var vi, til vi blev afbrudt af råb nede fra gaden. Vi løb hen til vinduet, og vi kunne forstå, at fjenden var set.

Vi greb vore hjelme og geværer, styrtede ned ad trapperne og kom hurtigt på plads ved kanonen. Omtrent samtidig slog maskingeværkuglerne ind i væggen bag os. Vi fik øje på de fjendtlige kampvogne, der beskød os. Skytten tog roligt sigte og affyrede det første skud.

Kornet Vesterby, der stod på højre side af kanonen, blev ramt af et fjendtligt projektil og faldt om. Han slæbte sig i dækning, men var på dette tidspunkt dødeligt såret.

Vi lå i en forfærdelig kugleregn, men vi var alligevel meget rolige, og skytten afgav næste skud. Jeg faldt ned af kanonen ved dette skud, og da jeg kravlede på plads igen, gik der en kugle gennem min feltflaske, så vandet løb ud.

Derefter blev hjælperen Hansen ramt i skinnebenet, så benet brækkede, og kuglen fortsatte ned i hælen, hvor den blev siddende. Desuden blev han ramt i højre skulder og lår. Han blev slæbt i dækning og var ukampdygtig. Jeg fik en kugle gennem højre fod, jeg mærkede det knap nok, men jeg var klar over det.

Så afgav vi tredje skud, og omtrent samtidig blev skytten dødeligt såret, Bonde fik en kugle gennem venstre arm, og jeg fik en i højre lår. Skytten slæbte sig i dækning, og jeg indtog hans plads. Så blev Bonde ramt af nogle splinter, antagelig fra skjoldet på kanonen. En af splinterne ramte ham i højre øje, men ikke i selve øjeæblet. Han fik slæbt sig i dækning, og jeg var blevet ene tilbage.

Hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke sørgede for at komme i dækning, kan jeg ikke svare derpå, men jeg blev ved kanonen, måske i håb om, at jeg selv kunne skyde, eller, ja, jeg ved ikke, jeg var dengang ikke så hårdt såret som mine kammerater.

Kort efter blev jeg ramt af et strejfskud i højre hånd, og lidt efter af en kugle, der gik ind i højre arm lige over albuen, der fortsatte gennem leddet og gik ud lige under albuen. Jeg var nu udelukket fra at komme i dækning, og havde kun at håbe på, at kuglerne ville gå uden om mig, men jeg fik endnu en, den femte og sidste, en pansergranat i skulderen. Den ramte heldigvis ikke knoglen, men den lavede et stort kødsår.

Kampvognene kørte nu ned mod spærringen ved Sønderbro. Pludselig lød der et brag, og jeg så vor gode kanon blive fuldstændig ødelagt af en kampvogn, der kørte imod den. Jeg betragter det som et mirakel, at jeg ikke ved samme lejlighed blev fuldstændig massakreret. Hvad der herefter skete, ved jeg ikke meget om.”

Skrevet 9. april 2020