Mens landet var corona-nedlukket i foråret, udgravede museets arkæologer ved Klarup resterne af en kystboplads fra slutningen af jægerstenalderen og starten af bondestenalderen – dvs. århundrederne omkring 4.000 f.Kr.

På den tid var vandstanden højere end i dag, og Aalborgområdet bestod af flere små øer. Bopladsen lå på sydspidsen af det, der var en lille ø i stenalderhavet, og står man i landskabet i dag, kan man i dag stadig se konturen af fjorden og ane, hvor vandet gik til, og man kan se de nærliggende øer i form af bakketoppe.

Gennem flere århundreder omkring landbrugets indførsel blev stedet brugt som base for fiskeri i Limfjorden. De flere århundreders fiskeri og andre aktiviteter har efterladt mange spor fra stenaldermenneskenes liv på den datidige kyst. Ved udgravningen fandt arkæologerne store mængder af redskaber af flint som fx økser, knive og pilespidser. Derudover var der rester af fiskernes ildsteder flere steder, hvoraf nogle af dem var fint stenbyggede.

Udgravningen tog imidlertid en uventet drejning, da resterne af en gravlæggelse fra bondestenalderen (ca. 3.500-3.000 f.Kr.) dukkede op. Gravlæggelsen viste sig i udgravningen som en koncentration af ravperler samt en såkaldt dolkstav af flint. Denne våbentype opstår som efterligning af dolkstave i kobber, der sammen med økser og smykker af samme metal kommer til vores egne, formentlig fra det sydlige Polen og det sydøstlige Tyskland, i denne periode. Dolkstavene har sandsynligvis været skæftet som hugvåben, og været brugt ved ceremonielle lejligheder.

I den første del af bondestenalderen, kaldet Tragtbægerkultur (ca. 4.000-2.800 f.Kr.), var der et rigt rituelt liv, der bl.a. knyttede sig til begravelser, som vi fx ser det med jættestuerne. Fundet af dolkstaven viser, at der er foregået noget helt særligt på stedet – måske begravelse af en person, der har haft en fremtrædende position i det rituelle liv?

I forbindelse med ravperlerne og dolkstaven blev der også fundet en grøft, der kan være resterne af et gravkammer til den døde.