Gråbrødreklosteret er i dag et underjordisk museum, der ligger tre meter under en af Aalborgs ældste og travleste handelsgader, Algade. Her ses resterne af klosteret, som lå præcist her i perioden 1240-1530. I udstillingen ses også grave og skeletter fundet ved udgravningen af ruinerne.
På rundvisningen fortælles om dagliglivet i middelalderen for både de rige og de fattige. Hvordan var det at leve i en verden, hvor religion og tro var altafgørende, og hvor centrale institutioner som sygehuse og skoler ikke fandtes? Munke og nonner havde en helt særlig status i datidens samfund. De var lærde folk og kunne, til forskel fra almindelige mennesker, læse og skrive, og de havde kyndig viden om urter og planters medicinske brug. De opfyldte derfor mange funktioner i byen.
Området, hvor klosteret lå, er også der, hvor Aalborg som by opstod. På rundvisningen får du derfor også fortællingen om byens allertidligste historie fra at være en sæsonbetonet handelsplads omkring år 750 til det bliver en egentlig by i begyndelsen af 900-tallet. Du kan blive klogere på, hvorfor byen netop ligger ved Limfjordens smalleste i den østlige del af Nordjylland samt selve byens navn – ikke mindst byens tidligst kendte navn ”Alabu”, for hvad betyder det egentligt?
Varighed: 1 time
For booking og information om rundvisninger i Gråbrødrekloster Museet kontakt os på tlf. 99 31 74 02 eller mail: [email protected]