Rundvisninger ved Havnø Mølle varetages af frivillige fra Havnø Møllelaug, og kan tilpasses efter ønsker og behov. Forespørgsler og information om private besøg og rundvisninger kan aftales med Havnø Møllelaugs oldermand, Lise Andersen, tlf. 23 88 88 54.
Om rundvisningen
På rundvisningen får du fortællingen om møllens historie; hvem der byggede den, hvad hensigten var og hvorfor den ligger her ved Mariagerfjord. På den lille model gives et indblik i, hvordan møllen fungerer. Alle, der har lyst, lov til at kravle op og ned ad trapperne og se de imponerende hjul og drev samt de sindrige maskiner af træ på alle fire etager.
Hvis der er vind nok, sættes møllen i gang, så du kan se – og ikke mindst høre – når møllen arbejder. De fleste bliver overraskede over, hvor lidt den rent faktisk støjer.
Afsæt minimum en time til besøget. Der er borde og bænke tilgængelig udendørs, hvor I kan nyde medbragt mad.