Man finder et af landets mest velbevarede havnemiljøer i Hobro, og nu fortæller en ny udstilling på Lystfartøjsmuseet midt på havnen den spændende historie om havnens og byens udvikling de seneste næsten 200 år – herunder fortællingen om havnearbejdernes hverdag.

I dag er tjære- og svovlstanken omkring gasværket er dunstet af. Det rumler og knirker ikke mere når havnebanens vogne triller ud mod Blåkilde Mølles Fabrikker. Kulkranen står stille. Havnens rygende industriskorstene hører fortiden til. Men historien står her endnu. Jernbanesporene nedfældet i brosten, pakhusene, gasværk og værft er tidslommer lige midt i den moderne by.

Indtil 1830’erne og 40’erne, da Hobro fik en skibsbro og et bolværk, kæmpede sømænd med at laste og losse varer på pramme ude i fjorden, fordi skibene ikke kunne komme helt ind til kaj. Men i løbet af 1800-tallet voksede havnen. Hobro fik en havnekommission, som fra 1855 og frem kæmpede for først at etablere og senere vedligeholde en sejlrende hele vejen gennem fjorden, så skibene kunne komme ind. Al begyndelse er svær, og i starten blev muddermaskinen drevet af heste, men de blev søsyge, og senere fandt man andre løsninger.

Som i så mange andre byer blev toldboder en kilde til gode statsindtægter, men også driftige erhvervsfolk i Hobro kunne se muligheder på havnen, og fragtskibe og jernbanenet prægede i en årrække billedet. Senere fik de lokale smag for fritidslivet ved vandet, selv om de en overgang måtte kæmpe med affald fra døde dyr fra havnens industrivirksomheder.

Lystfartøjsmuseet fortæller hele historien i ord og billeder – og med lyttestationer med levende, personlige beretninger om livet på havnen.