Nonnebakken – borgen i byen

Nonnebakken blev anlagt som den eneste af borgene op til en by. Borgen er vigtig for Odenses udvikling til en central vikingeby. Byen har rødder i vikingetiden, da navnet Odense betyder Odins Vi – en offerlund til Odin. Det er også i Odense, at den sidste vikingekonge, Knud den Hellige, dræbes i 1086 i den daværende Albani Kirke og siden helgenkåres. Skelettet af Knud den Hellige og hans bror Benedikt ligger i dag i domkirkens krypt, som er åben for publikum.

Siden 1700-tallet er der blevet fundet flere spektakulære fund. En fokuseret forsknings- og udgravningsindsats i det sidste årti har vist, at borgen ligger velbevaret under byens belægninger. Nonnebakken-Odense er det eneste sted, hvor Haralds ambitioner om at samle riget via magtcentre lykkedes.

På bymuseet Møntergården er en særudstilling om Nonnebakken med adskillige autentiske fund, ligesom her er udstillinger om vikingetiden. Få også oplevelsen af Odense som vikingeby gennem en kort vikingevandrerute, der tager dig til forskellige vikingelokaliteter og til Møntergården. Vandreruten formidles bl.a. via podcasts og skiltning.

Yderligere info: https://museumodense.dk/viden/nonnebakken-odenses-vikingeborg/, FB: Møntergården