Historien om Cirkusmuseet
Ridehuset er en vigtig del af Cirkusmuseet i Rold. Det blev bygget i 1912, som en del af Cirkus Miehes vinterresidens, men allerede få år efter – i 1916 – flytter det til Thy.
Herefter går ridehuset i Rold gennem en meget omskiftelig tilværelse. Set i bakspejlet er det imponerende, at ridehuset fremstår så velbevaret, som det gør i dag, hvilket ikke mindst bunder i lokale pionerers utrættelige arbejde for at bevare ridehuset.
Omkring 1925 kommer ejendommen på tvangsauktion, og igennem det næste årti har den løbende skiftende ejere. I 1934 køber Rold Brugsforening grunden, hvorpå ridehuset står. De lejer det ud til amtsvejvæsenet i det daværende Aalborg Amt, der bruger huset som opbevaring og arbejdsværksted.
Disse forhold fortsætter helt op i 1960érne, og som årene går, forfalder ridehuset mere og mere. Paradoksalt nok er det formentlig også denne brug af ridehuset, der er med til at forhindre, at det for længst var blevet revet ned.
Cirkushusets Museumsforening
Ved kommunesammenlægningerne i 1970, opstår Lokalhistorisk Forening for den daværende Arden Kommune. Foreningens første og største opgave blev at redde ridehuset fra yderligere forfald. Man flyttede derfor og restaurerede ridehuset. Århus Arkitektskole stod for at måle huset op, der derefter blev taget ned, stykke for stykke, med henblik på en restaurering.
Men allerede her støder projektet ind i flere problemer. Dels kan man ikke genopføre ridehuset på den grund, hvorpå det blev bygget, da denne tilhører Rold Brugsforening, der kan finde bedre ting at bruge deres byggegrund til. Dels viser der sig, som ved mange andre byggeprojekter, ikke at være penge nok til en eventuel genopførelse.
Disse problemer holder dog ikke de lokale ildsjæle fra at kæmpe videre for bevarelsen af byens gamle ridehus. Tre personer fra Rold tilbyder at overtage “den synkende skude”, og forsøger i første omgang at finde en passende grund til ridehuset. Dette frivillige arbejde, udført af Martin Jensen, Jørn Rasmussen og Kaj Sørensen, lægger således spiren til den senere museumsforening.
Fra midten af 1970érne og frem til 1982 lykkes det at indsamle omkring 550.000 kr. med det formål at restaurere og genopføre ridehuset. Det mest ideelle sted at genopføre huset, ville være i forbindelse med det gamle miljø omkring Rold Kro, hvor bygningen oprindeligt stod.
Der blev derfor forhandlet med kroejerne, Lisbeth og Svend Pedersen, og den 15. maj 1982 kunne man holde indvielse af ridehusets nyopførelse på en grund i tilknytning til kroen, hvor det står den dag i dag.
Museet opstår
Efter nyopførelsen i 1982 tager tingene fart mod det, vi i dag kender som Cirkusmuseet. Der bliver hurtigt etableret en udstilling i ridehuset, der dog ikke i første omgang viser sig som en helt holdbar løsning. Det gamle træhus viste sig simpelthen at være for koldt om vinteren og for varmt om sommeren til at rumme udstillinger, og det havde heller ikke de nødvendige publikumsfaciliteter.
Arden kommune starter et samarbejde med Hobro og Nørager Kommuner med henblik på at få lagt ridehuset ind under Sydhimmerlands Museum, oprettet tilbage i 1976. Hermed ville ridehuset blandt andet få bedre udstillingsfaciliteter.
Overdragelsen til Sydhimmerlands Museum sker i 1986, og allerede den 14. maj 1987 bliver der holdt indvielse af en ny udstillingsbygning, opført ved siden af det gamle ridehus. Den nye udstillingsbygning viser sig hurtigt at være et godt initiativ, og den bliver bemandet med en kustode og faste åbningstider. Først i 1997 afløses den af en ny udstilling.
Med overdragelsen til Sydhimmerlands Museum oprettes samtidig en museumsforening. Ridehuset er i folkemunde blevet kaldt Cirkushuset i Rold, så den nyoprettede museumsforening kom naturligt nok til at hedde Cirkushusets Museumsforening, med Jørn Rasmussen som formand.
I år 2000 arbejder Cirkushusets Museumsforening igen med ideen om at udvide museet, således at det bliver muligt at have særudstillinger samtidig med den permanente udstilling.
Samtidig er der et ønske om at etablere en skoletjeneste på Cirkusmuseet, som man allerede kendte fra Boldrup Museum. Konklusionen bliver, at museet skal udvides yderligere med en tilbygning. Museumsforening får i løbet af et par år samlet 1,7 millioner kr. ind, og i 2002 tages det første spadestik, og allerede i 2003 er der indvielse af den nye bygning. Kort tid herefter starter skoletjenesten på Cirkusmuseet op.
Den 147 kvadratmeter nye tilbygning har gjort det muligt at bruge Cirkusmuseet hele året rundt. I efterårs- og vintersæsonen bruges museet af skoletjenesten, mens den i sommerhalvåret rummer skiftende særudstillinger, som supplerer den permanente udstilling.