Fotoudstilling om truet kulturarv

Fotoudstilling om truet kulturarv

Billedet her kan ses på en fotoudstilling om truet kulturarv på Vikingecenter Fyrkat hele sommeren. Billedet viser den tyske by Dresden efter det britisk og amerikansk styrede luftbombardement i februar 1945. Dette angreb dræbte omkring 25.000 mennesker, og den indre by blev næsten total destrueret. Foto: Københavns Universitet

I øjeblikket arbejder museer i fem danske kommuner på en fælles ansøgning om at få de fem danske ringborge fra Harald Blåtands tid på UNESCO’s verdensarvsliste. En af disse ringborge er Fyrkat ved Hobro, og her sætter man denne sommer ekstra fokus på verdens kulturarv.

Det sker med en fotoudstilling, der tæller 20 billeder med meget forskellige eksempler på trusler mod kulturarven rundt omkring i verden. Her er alt fra et sønderbombet Dresden efter 2. verdenskrig over dybdepløjning af marker i Danmark til den ødelagte Umayyade-moske i Aleppo i Syrien. I udstillingen ser man også billeder fra blandt andet Afghanistan, Bagdad, Tyrkiet, Polen, Berlin, Irak, Mali og Kina.

Forskellige lande har forskellige værdisystemer, så hvad der anses for vigtig kulturarv for nogen, kan for andre være ligegyldig og måske ligefrem farlig. I 2015 sprængte krigere fra den såkaldte Islamisk Stat hovedtemplerne i den syriske ørkenby Palmyra i luften. For dem var templerne uønsket kulturarv. For verdenssamfundet var de selvsamme templer udnævnt som UNESCO verdensarv af enestående og universel værdi for menneskeheden.

Udstillingen rejser spørgsmål om, hvorfor kulturarven er så afgørende, og hvem der egentlig bestemmer, hvad der er vigtigt at bevare for eftertiden. Disse spørgsmål blev først stillet af en gruppe forskere fra fire lande i et forsøg på at forstå, hvorfor kulturarv bliver truet, og efterfølgende har de forsøgt at finde mulige tiltag, som kan minimere trusselsbilledet og sikre kulturarven for eftertiden. Udstillingen er tænkt til refleksion over kulturarvens vigtighed og over, hvordan vi sammen passer på den.

Forskernes tanker er blandt andet formidlet i magasinet, Konflikt & Kultur, som følger udstillingen og kan købes i museumsbutikken på Fyrkat Møllegaard.

Forskerne kommer fra Københavns Universitet, universitetet i Bologna, Alexandru Ioan Cuza universitetet i Iasi, Rumænien, og en NGO for Research in Central and Eastern Europe/ Bialystok i Polen. De har arbejdet med at identificere trusler mod kulturarv, især i forbindelse med konflikter – både væbnede, politiske og ideologiske konflikter. Forskerne valgte en proaktiv strategi og udviklede i perioden 2015-2018 med EU-støtte en række scenarier over trusler mod kulturarv, som forhåbentlig i fremtiden kan hjælpe kulturarvsforvaltere, beslutningstagere og lægmand i at håndtere trusler. Projektet har titlen Heritage and Threat projektet (HeAT).

Udstillingen er venligst stillet til rådighed af Københavns Universitet, og den kan ses på Fyrkat Møllegaard, Fyrkatvej 45, 9500 Hobro frem til 30. september 2019.

Baghdad, Irak: Det irakiske Nationalmuseums vicedirektør, Mushin Hasan, tager sig til hovedet, mens han sidder på ødelagte museumsgenstande, da man tilser skaderne fra plyndringen af museet, som fandt sted 13. april 2003. Billedet er fra fotoudstillingen om truet kulturarv, som kan ses Vikingecenter Fyrkat denne sommer. Foto: Mario Tama/Getty Images