
Kom indenfor i mere end 5.000 år gammel jættestue

Søndag 4. oktober fra kl. 14 kan du besøge jættestuen Kobbelhøj ved Lundby syd for Aalborg.
Her kan du høre mere om et nænsomt restaureringsarbejde, arkæologiske fund og den lange historie bag fortidsmindet, der rummer spor efter mennesker gennem flere tusinde år. Du har naturligvis også mulighed for selv at kigge indenfor i det historiske gravkammer bestående af otte bæresten og to dæksten. Det er 3,60 meter langt, 1,90 meter bredt og 1,50 meter højt.
Jættestuen ved Lundby er en såkaldt storstensgrav fra bondestenalderen og blev oprindeligt opført for mere end 5.000 år siden. Anlægget består af et gravkammer bygget af store stenblokke samt en lang gang, der giver adgang til gravkammeret.
Men historien stopper ikke her, for i bronzealderen (ca. 1700-500 f.Kr.) blev højen udbygget, da mennesker igen tog stedet i brug og byggede videre på det eksisterende stenalderanlæg.
Undersøgelser i forbindelse med restaureringsarbejde udført før sommerferien har afsløret spor efter både de mennesker, der brugte jættestuen i bondestenalderen, og dem, der udbyggede anlægget i bronzealderen. Blandt fundene er flere ravperler.
Arrangementet begynder kl. 14.00 og varer et par timer frem. Det er gratis at deltage. Der er mulighed for parkering på parkeringspladsen ved Lundby Bygade 11, Aalborg, hvorfra der er cirka 500 meter til jættestuen.
Restaureringen er gennemført med fokus på at bevare det sårbare fortidsminde og sikre, at jættestuen også fremover kan opleves. Det skete i tæt samarbejde mellem Nordjyske Museer, Slots- og Kulturstyrelsen og Morsø Skov og Natur.

