Den Korte Historie i Mariager

Det sidste års tid har der været kloakarbejde i Fjordgade, Rosengade, Havnegade, Havnegyden og Havnevej i Mariager. Hele vejen igennem har arkæologer været med på sidelinje og registreret de arkæologiske fund.

Nordjyske Museers udstillingscontainer Den Korte Historie er i perioden 22. april til 31. maj 2026 i Mariager, hvor den dykker ned i historien om byen med udgangspunkt i disse nye fund.

Mariager ser i dag markant anderledes ud end den gjorde engang. Står du på havnen og kigger ind mod byen, ser du huse, der er skudt op på den tidligere våde eng. Dengang var byen og fjorden fysisk adskilt af det fugtige landskab.

Med de nye arkæologiske undersøgelser i ryggen kaster den lille udstilling lys over, hvordan Mariager har vokset sig ud i engen. Den fortæller, hvordan byen og fjorden smeltede sammen, og om resterne af den historiske skibsbro, som forbandt byen og fjorden. Den gør dig også en smule klogere på, hvordan folk i Mariager har altid kæmpet med vand. I dag ser man det fx som højtstående grundvand visse steder. I forbindelse med kloakarbejdet er der fundet spor efter flere anlæg, som har haft til opgave at lede vandet væk.