Slots- og Kulturstyrelsen har kåret de mest spektakulære arkæologiske fund i 2021

Hvert år i december kårer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets museer de ti mest spændende arkæologiske fund, der er gjort i Danmark i løbet af året – og i år har hele to fund gjort af arkæologer fra Nordjyske Museer fundet vej til listen med topfund. Det drejer sig om Støvring Vandmølle, der kan spores tilbage til 1268, samt et 6000 år gammelt og 90 meter langt gravkompleks ved Blenstrup.

Sidst på vinteren og først på foråret udgravede arkæologer fra Nordjyske Museer i forbindelse med etableringen af et regnvandsbassin flere stadier af Støvring Vandmølle, der i de skriftlige kilder kan spores helt tilbage til 1268. Vandmøllen kendes fra enkefru Gro Pallesdatters testamente, hvor hun giver den til nonneklosteret Skt. Clara i Roskilde, hvor hun ønskede at tilbringe resten af sit liv. Hun havde været gift med Esben Vognsen, ejeren til Buderupholm gods, der ligger blot få kilometer syd for Støvring.

Fra denne ældste omtale af vandmøllen i 1268 kan den følges frem til 1958, hvor driften ophørte. Støvring Vandmølle dækker derfor over næsten 700 års historie, og den kan med lidt god vilje kaldes for Støvrings første og ældste industri, selvom vi er flere hundrede år før industrialiseringen af Danmark. En industri, som ved den arkæologiske udgravning først på året atter kom frem i lyset.

I Danmark blev vandmøller udbredt fra omkring år 1100, og de var blandt tidens største teknologiske nyskabelser. Oprindeligt var vandmøllen i Støvring anlagt for at male korn til mel, men fra slutningen af 1800-tallet blev den en del et lokalt hammerværk og maskinfabrik, hvor vandet fra bækken drev turbiner, der leverede kraft til bl.a. store hamre og drejebænke.

Arkæologerne fandt som nævnt flere stadier af vandmøllens lange historie – deriblandt en velbevaret vandmølle af træ, som meget vel kan vise sig at være den føromtalte og oprindelige mølle fra 1268. Umiddelbart kan fundet dateres til perioden 12-1400-tallet, men kommende årringsdateringer af tømmeret kan forhåbentlig give en mere præcis alder på møllen, som potentielt set kan være den mølle, der er nævnt i enkefruens testamente.

Usædvanligt velbevaret

Fundet i Støvring består af en hjulrende af bøg, hvor møllehjulet har kørt rundt. Blandt flere trægenstande lå dele af selve møllehjulet bevaret i hjulrenden, og det estimeres, at møllehjulet har haft en diameter på omkring tre meter.

Den fundne vandmølle var udstyret med et såkaldt underfaldshjul, hvilket betyder, at vandet blev ledt ind forneden på møllehjulet, og derved drev det rundt. Denne type var den absolut dominerende i middelalderens Danmark og kræver ikke stor faldhøjde, og derfor var den velegnet til et lavlandsområde som det danske.

Vandmøllens trækonstruktioner var særdeles velbevarede, hvilket er sjældent ved fund af vandmøller fra middelalderen. Ofte er de fragmenterede, og bevaringstilstanden kan være stærkt svingende. Støvring Vandmølles gode bevaringstilstand er blandt andet årsagen til, at den nu optræder på Slots- og Kulturstyrelsens liste over de største arkæologiske fund i Danmark i 2021.

6000-årigt gravkompleks

Et andet vigtigt arkæologisk fund i det nordjyske, som Slots- og Kulturstyrelsen mener er blandt de mest markante i 2021, er et 6000 år gammelt gravkompleks lokaliseret ved Blenstrup i Østhimmerland.

I forbindelse med etablering af et nyt skovområde fandt arkæologerne i sommer spor efter en langhøj – et monumentalt og kompliceret gravanlæg – fra den tidlige del af yngre stenalder. Der er tale om en periode i Danmarkshistorien, der ligger 6.000 år tilbage i tiden – dengang de første bønder begyndte at rydde urskovene for at opdyrke landet.

Langhøje var monumentale og komplicerede gravanlæg, som de tidligste bønder opførte for at ære deres forfædre og for at markere en form for tilhørsforhold til jorden. Dette behov voksede, efterhånden som landbruget i det 4. årtusinde f.Kr blev mere udbredt i de tidlige jæger- og samlersamfund, og gravformen ændrede sig fra de mere beskedne jordfæstegrave til større gravkomplekser som det, der blev fundet ved Blenstrup denne sommer.

90 meter lang

Langhøjen ved Blenstrup er ekstraordinær stor – den er nemlig hele 90 meter lang og cirka 13 meter bred, og den har således været et monumentalt gravanlæg. Langhøjen er blandt et af de største, som er udgravet i Danmark. Den har været et imponerede anlæg, når man har stået og kigget ud over landskabet, og der er tale om et omfattende byggeri.

Udgravningen viste, at langhøjen var opbygget af stenrækker, men at den måske også har haft en palisadegrøft i dele af anlægget. Grundplanen er således trapezformet.

Gravlæggelserne var der ikke spor efter, men den kan have ligget, hvor der i dag ligger en grusvej eller mod syd i det ikke-udgravede område af gravkomplekset. Fra andre langhøje ved man, at de tidlige langhøje ofte har haft et træbygget gravkammer, som kan have indeholdt én eller flere personer. Ved langhøjene kan der også være foregået ofringer af lerkar og andre genstande, og langhøjene er i det hele taget forbundet med komplicerede ritualer både efter og under byggeriet.

De første bønder

Langhøjene sættes i forbindelse med de allertidligste bønder i Danmark og overgangen fra at være nomadiske jægersamlere til at være fastboende bønder (ca. 3900 f.Kr.). Man begyndte at rydde mindre arealer i urskovene og opdyrke jorden. Netop spor efter denne tidlige opdyrkning ses da også flere steder under langhøjen i Blenstrup i form af spor efter datidens oksetrukne pløjeredskab – arden. Pløjesporene fra arden fremstår i den lyse undergrund som sorte streger på kryds og tværs. Formodentlig var det forskellige hvedesorter og byg, man dyrkede i området.

Arkæologerne har i forbindelse med udgravningen udtaget forskellige naturvidenskabelige prøver af den velbevarede markflade, hvis resultater formentlig kan give betydelig viden om det tidligste landbrug i Danmark og om landskabsudviklingen fra den tidlige del af yngre stenalder til ældre bronzealder.

Senere gravlæggelser

Ved langhøjen er der også fundet spor efter tre bronzealderhøje, som har været opbygget af græstørv. De er omkring 2700 år yngre end selve langhøjen og er altså kommet til senere. I alle tre var der centralgrave bevaret, og særligt to er interessante. De viste sig nemlig at indeholde dolke af bronze og den ene måske resterne af en skede. I den ene lå desuden brændte menneskeknogler på et leje af små pigsten og flint. Foruden dette lå der også en halsring af bronze i graven. Menneskeknoglerne er ikke undersøgt endnu, så man kender ikke køn og alder på den gravlagte. Det vil fremtidige undersøgelse måske kunne klarlægge.

For enden af langhøjen var derforuden nedgravet et lerkar, mens der ved østsiden af langhøjen var nedsat en urne fra ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.). Gravkomplekset består hermed af adskillige grave, som kom til efter langhøjens oprindelige etablering i den tidlige del af yngre stenalder.

Udover Støvring Vandmølle og gravkomplekset ved Blenstrup finder man på Slots- og kulturstyrelsens liste over helt særlige fund i Danmark i 2021 også en hesteofringsplads, romerske fangelænker, en sandflugtsdækket gård fra omkring år 1600, en kæmpe guldskat fra Vindelev, et 3000 år gammelt bronzesværd, en gravhøj med sjældne barnegrave, spor efter istidens sidste rensdyrjægere samt en 5000 år gammel stenalderkultplads i Vestjylland.