Åben udgravning: 6000 år gammelt gravkompleks ved Blenstrup

Åben udgravning: 6000 år gammelt gravkompleks ved Blenstrup

Torsdag 26. august kan du komme med på en rundvisning i den aktuelle udgravning af en op mod 6000 år gammel langhøj ved Blenstrup. Her fortæller arkæolog og udgravningsleder Thomas Rune Knudsen om det store fund og dets betydning set i et større perspektiv.

Langhøjen er enorm af sin størrelse – hele 90 meter – men faktisk kom det som en overraskelse for arkæologerne, da det meget store og velbevarede gravkompleks fra yngre stenalder (4000-1700 f.Kr.) og ældre bronzealder (1700-1500 f.Kr.) dukkede frem forud for en rutinemæssig skovrejsning mellem Blenstrup og St. Brøndum i Østhimmerland.

Gravkomplekset dækker over en særdeles stor langhøj, dvs. en aflang gravhøj, som altså vurderes til at kunne være op mod 6000 år gammel. Langhøje er de første monumenter, som blev bygget i århundrederne efter agerbrugets indførsel i det danske område. Langt de fleste gravhøje i det danske landskab stammer fra 1700-1500 f.Kr. (bronzealderen), og i den periode er der oven på langhøjen anlagt flere mindre runde gravhøje.

Langhøje er sjældne i Danmark og udgraves meget sjældent, og udgravningen er derfor en unik mulighed for at opleve et fortidsminde, som kun de færreste arkæologer kommer til at udgrave i deres karriere. Gravene fra bronzealderen, som altså er omkring 3500 år gamle, har desuden vist sig være meget velbevarede med gravgaver i form af bronzedolke, halsringe og andre smykker. Det er derfor et helt unikt fund, som er gjort.

Thomas Rune Knudsen viser langhøjen frem og fortæller historien bag på små rundvisninger hhv. kl. 18.00, 18.30, 19.00 og 19.30. Rundvisningerne foregår i selve udgravningsfeltet, og vi anbefaler fornuftigt fodtøj samt overtøj, der kan skærme for eventuel vind.

Menighedsrådet for Gjerding Blenstrup sogne er i forbindelse med arrangementet vært for en øl eller sodavand.

Det er gratis at deltage, og kræver ikke forhåndstilmelding.

Adresse: Krydset mellem Brøndumvej og Krastrupvej, 9520 Skørping.