Skagerak 4 – fortsat

Museets forundersøgelser forud for etableringen Skagerrak 4-højspændingskablet er netop blev lukket ned for vinteren. Der kan nu gøres status for de første knap 7 kilometer søgegrøft.

Som tidligere nævnt på denne side, er der flere steder langs det nordligste af linjeføringen fundet velbevarede spor efter oldtidens plov – arden. Arden vender ikke jorden som en moderne plov. Den ridser kun op i den, hvorfor sporene efter den ses som lange parallelle linjer på kryds og tværs. Museet har taget jordprøver fra ardsporene, og når disse prøver er analyseret, finder vi ud af, hvornår i oldtiden marken har været i brug. Hvis vi er heldige kan vi også fastslå, hvad der har været dyrket på marken.

Vest for Gøttrup krydser Skagerrak 4-linjeføringen Sløjkanalen. Området er interessant fordi der her, sandsynligvis har været en sejlbar forbindelse mellem Limfjorden og Jammerbugten. Forundersøgelsen har indtil nu klarlagt, at dette område har været dækket af fjordvand langt frem i tiden, sandsynligvis frem til den tidlige middelalder. Sporene i de marineaflejringer tyder på, at der har været en sejlbar rende. Til foråret vil museet foretage yderligere udgravninger i området, og med hjælp fra naturvidenskabelige prøver bliver det måske muligt at klarlægge, præcis hvor længe området har været dækket af fjordvand.

På stedet fandt museet desuden flere spor af vandløb eller kanaler. Der er sandsynligvis tale om ældre åløb, fra tiden før, at den nuværende Sløjkanal blev gravet. På Videnskabernes Selskabs kort fra 1795 kan det ses, at Tinglav Mølle (dengang stavet Thindlag Mølle) ligger ved det undersøgte område. Resterne efter mølledammen kan da også ses i landskabet. De fundne spor af vandløb kan også være rester fra denne mølle. Forårets udgravninger i området vil også afdække de mulige åforløb og derved kunne give mere viden om Tinglav Mølle.

Skrevet 25. juni 2012