Gravpladsen på Lindholm Høje er et af Danmarks smukkeste og mest markante fortidsminder fra yngre jernalder og vikingetid. Der er fundet i alt 41 jordfæstegrave og op mod 700 brandgrave, der strækker sig fra omkring år 400 til cirka år 1000 efter Kr.

Ved hver af de omkring 700 brandgrave er den døde brændt på stedet i forbindelse med begravelsen, og hver brandgrav blev omkranset af en stensætning. Det er disse, som ses i landskabet i dag.

Stensætningerne har forskellig form, og på højen ses både ovale, trekantede og skibsformede stensætninger. Det har vist sig, at gravene med de trekantede og skibsformede stensætninger har været forbeholdt mænd, mens brandgrave med kvinder var ovale eller kredsformet.

Begravet og bevaret af flyvesand

I slutningen af vikingetiden blev hele området dækket af flyvesand, som var op mod fire meter tykt, og det har skabt helt enestående bevaringsforhold for gravpladsen og de mange stensætninger. Havde flyvesandet ikke dækket højen, var de mange sten sandsynligvis blevet fjernet i forbindelse med pløjning.

Gravpladsen gik sidenhed i glemmebogen, og først i 1889 blev man klar over, at der på den sydvendte skråning af Voerbjerg, som højen tidligere hed, lå en gravplads med massevis af stensætninger. Der skulle dog gå endnu en del år, inden gravpladsen blev udgravet. Det skete fra 1952 og frem til 1958, hvor også dele af landsbyen og en nypløjet mark fra vikingetiden blev afdækket.

I dag står de hundredvis af stensætninger som mindesmærker over de døde vikinger, hvor hver eneste stensætning markerer en brandgrav. Fund gjort i gravene tyder på, at landsbyen ved Lindholm Høje ikke bare var en almindelig agerlandsby, men højere oppe i hierarkiet blandt de omkringliggende landsbyer. Fra toppen af højen er der en formidabel udsigt over Limfjorden, der allerede i oldtiden var af stor betydning.