Fyrkat – fra asatro til kristendom

Med en diameter på 120 meter har Fyrkat en markant placering i landskabet ved Hobro.
Ved udgravningen af borgen fandt arkæologerne en gravplads med 30 grave med både mænd, kvinder og børn. En kvindegrav skilte sig ud, da kvinden var gravlagt med en række usædvanlige smykker og genstande, som tyder på, at hun var vølve – en hedensk troldkvinde, som bl.a. kendes fra nordisk mytologi. Vølven var måske en slags rådgiver for Harald Blåtand, som lod ringborgene opføre. Et smykkefragment fundet ved Borgring i Køge er identisk med et smykke i vølvens grav og viser, at hun har været begge steder.

Graven ved Fyrkat understreger, at ringborgene er bygget i en brydningstid, hvor Harald Blåtand vendte asatroen ryggen og lod sig kristne. I slutningen af 2024 åbner en ny udstilling ved Fyrkat med de væsentligste fund fra ringborgen – blandt andet vølvens grav.

I umiddelbar nærhed af selve Fyrkat ligger en rekonstrueret stormandsgård, som den så ud på Harald Blåtands tid. Vikingegården, som den kaldes, består af flere huse, og på udvalgte dage i sommerhalvåret kan du her møde levende formidling med vikinger i deres værksteder eller deltage i forskellige vikingeaktiviteter for hele familien.

Ved Vikingegården finder du også en mytologisk legeplads for børn i alle aldre samt en velassorteret museumsbutik.