
Sommerferie på Fyrkat: Madlavning

På Fyrkat kan du i uge 28 og 29 blive klogere på vikingetidens kogekunst.
I vikingetiden måtte man selv skaffe den mad, som familien skulle leve af. Der var ingen Nutella eller appelsiner fra de varme lande. Faktisk var der ikke engang salt, for i vikingetiden var salt så dyrt, at almindelige mennesker ikke havde råd til det.
Vikingerne havde marker med rug, byg, hvede og havre som de brugte til brød og til grød. De havde køkkenhaver, hvor de dyrkede kål, løg, peberrod og andet godt til madlavningen. De holdt kvæg, svin, får og geder, som de fik kød fra. Kødet kunne ryges og gemmes til vinterens trange tider. De brugte mælken fra køer og geder til at lave ost og smør. De havde også høns, gæs og ænder der, udover at bidrage med kød, lagde æg.
Hver dag mellem kl. 12 og 15 kan du bage dit eget vikingebrød. Aktiviteten koster 15 kr., og der vil være forskelligt fyld at komme på.
Du kan også se geden blive malket hver dag kl. 15.00 og høre om vikingetidens dyrehold.
Sommerens program på Stormandens Gård
Uge 28 og 29: Madlavning
Uge 30 og 31: Beklædning
Uge 32 og 33: Musik, sang og fortælling
Uge 34 og 35: Leg, kamp og spil