Nordjyske Museer søger kommunikationsmedarbejder

Nordjyske Museer søger kommunikationsmedarbejder

Med særlige kompetencer inden for online markedsføring og sociale medier

Nordjyske Museer er i en spændende proces med fokus på at videreudvikle de publikumsrettede aktiviteter. Da den digitale kommunikation og formidling får større og større betydning, både i forhold til formidling, billetsalg til diverse arrangementer og salg af gaver og souvenirs, ønsker vi at styrke vores markedsføring/kommunikation til de mange forskellige brugere af museet.

Til museets nye publikumsafdeling søger vi derfor en kommunikationsmedarbejder, som blandt andet kommer til at arbejde med museets hjemmeside og tilstedeværelse på de sociale medier.

Som kommunikationsmedarbejder kommer du til at arbejde tæt sammen med en bred gruppe af kolleger – lige fra historikere og arkæologer til guider og butikspersonale. Din opgave bliver at tilrettelægge og eksekvere i forhold til at skabe indhold af høj kvalitet på vores digitale platforme med stor dynamik og aktualitet.

Foruden mange formidlingsaktiviteter fra 13 forskellige udstillingssteder udbyder vi en lang række forskellige byvandringer, foredrag og samt formidling i faglige publikationer. Vores brugere spænder derfor vidt – lige fra udenlandske turister, der gerne vil vide lidt mere om fx vikingerne til lokale borgere, der deltager på en guidet tur om besættelsestidens Aalborg. Derudover servicerer vi også professionelle brugere, der fx søger viden til et arkæologisk forskningsprojekt. Du skal kunne kommunikere med dem alle.

Det er ikke nødvendigt, at du har en stor faglig viden om historie eller arkæologi, her skal du netop trække på den store viden, som findes blandt dine kommende kollegaer, men det er naturligvis et plus, at du interesserer dig for historie, kultur og formidling heraf.

Blandt arbejdsopgaverne er blandt andet

  • Opdatering af hjemmeside
  • Produktion af indhold til sociale medier
  • Analyse af data fra vores digitale platforme til brug til fx online markedsføring
  • Sikre Nordjyske Museers brand på diverse anmeldersites som fx Trustpilot og Tripadvisor

Kompetencer og personlige egenskaber

  • Kan kommunikere på flere niveauer og til flere målgrupper
  • Er stærk på tekstsiden, men også gerne på billedbehandling og det grafiske
  • Erfaring med sociale medier primært Facebook og Instagram
  • Kender og kan bruge WordPress (Hjemmeside)
  • Solidt indblik i Google Analytics og Facebook Business Suite
  • Interesse for historie og formidling
  • Kørekort

Ansøgning

Vi skal have din motiverede ansøgning på maksimalt én side og CV – samt evt. relevante bilag – senest den 25. september 2022. Du søger ved at uploade ansøgning, CV samt eventuelle bilag her.

Alle ansøgninger behandles fortroligt og i henhold til gældende GDPR-forordninger.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Publikumschef Lars Enevold Pedersen på mail: [email protected] eller mobil: 2519 7408

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes ved Nordjyske Museer 37 timer ugentligt, løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Arbejdstiden placeres primært i ugens hverdage, men aften- og weekendarbejde kan forekomme. Det primære arbejdssted er Aalborg Historiske Museum, Algade 48 i Aalborg. Stillingen ønskes besat pr 1. december 2022.

Om os

Nordjyske Museer er et statsanerkendt museum med 13 udstillingssteder og dertil yderligere adresser. Arbejdspladsen har cirka 60 fastansatte medarbejdere samt en del sæsonmedarbejdere og projektansatte. Vi omsætter årligt for ca. 50 mio. kr. Heraf er omtrent 40 % tilskud fra kommuner og stat.

Vores kerneværdier

På Nordjyske Museer giver vi historien liv.

Med udgangspunkt i de autentiske steder, genstande og fortællinger formidler vi vores fælles fortid – både den nære og den, der kigger ud i verden.

Vi skaber indblik og udsyn for vores gæster, så vores forskning bliver nærværende, og formidlingen bliver identitetsskabende.

Vi møder vores gæster i øjenhøjde, og vi har fokus på at give dem og vores mange samarbejdspartnere den bedst mulige service – både på museerne og i det digitale møde.

Send ansøgning