Vidste du, at det var en museumsdirektør, der opfandt julekortet?
Sir Henry Cole var den første direktør for verdens største designmuseum, Victoria and Albert Museum i London. Han var en travl mand med en enorm omgangskreds, og i 1843 havde han for travlt til at skrive sine sædvanlige julebreve. Han bad derfor sin ven, kunstneren John Callcott Horsley, om at designe et julekort i stedet. 1.000 kort blev trykt og håndkoloreret, og de kort, Sir Henry Cole ikke selv brugte, blev solgt for en shilling stykket.
Motivet på dette første kommercielle julekort viser en engelsk familie ved julefesten og bærer påskriften “A Merry Christmas and a Happy New Year to you”. Men selv om kortene var fine, var de ikke en umiddelbar succes. Dels var en shilling pr. kort for dyrt for de fleste mennesker, og dels var der nogen, som fandt kortets motiv kritisabelt. Man fandt det upassende, at et kvindeligt familiemedlem giver en lille pige en slurk af et rødvinsglas.
Men julekort blev snart populære, ikke mindst takket være bedre og billigere metoder til at trykke kort i farver samt ændrede regler for postbefordring. Julekortene kom bare tre år efter, at frimærket blev opfundet, og takket være postloven af 1840 kunne man nu sende en hilsen overalt i Storbritannien for 1 penny.
I Danmark skulle der gå adskillige år, før julekortene vandt udbredelse. Postvæsnet accepterede og ekspederet ikke postkort før i 1871, og indtil da kunne man kun sende egentlige breve. Vi skal yderligere godt ti år frem – til 1882 – før de første dansk-producerede fortrykte kort med julehilsner kom i handlen.