Vinterferie: Live-udgravning af jernalderfund
I vinterferien har gæsterne på Vikingemuseet Lindholm Høje mulighed for at
komme helt tæt på arkæologens arbejde. Her kan man 21., 22., og 23. februar i
tidsrummet 10-15 overvære udgravningen af helt ekstraordinære gravfund fra
jernalderen. Alle er velkommen til at overvære udgravningen og opleve det samme
sus, som arkæologen utvivlsomt får, når genstande efterhånden kommer til syne.
I forbindelse med udgravningerne af et større jernalderkompleks i Vaarst med
flere hundrede grave fra perioden 200-550 e.Kr. samt et helligt tempel derved
har museet hjembragt flere store jordklumper indkapslet i gips – såkaldte
præparater. De stammer fra nogle af de allerstørste grave, vi kender fra
Danmark fra perioden omkring 300 e.Kr., og det er dem, som arkæologerne nu vil
kigge nærmere på hvad indeholder. Hjemtagelsen er sket for blandt andet at
kunne udgrave genstandene deri under kontrollerede forhold, hvor vind og vejr
ikke spiller ind, som ved en almindelig udendørs udgravning.
Og jordklumperne gemmer på særdeles spændende genstande, som ikke har set
dagens lys i ca. 1700 år. Røntgenfotos har dog allerede afsløret, at der blandt
andet gemmer sig en usædvanlig stor smykkeopsats med adskillige dragtnåle og en
halskæde med forskellige vedhæng i jordklumperne fra Vaarst.
Udgravningen foretages af arkæologer fra Nordjyske Museer samt en
konservator fra Bevaringscenter Nord.