
Kom indenfor i Jens Bangs Stenhus

Nordjyske Museer inviterer på rundvisning i Jens Bangs Stenhus, hvor du kommer med hele vejen rundt om den 400 år gamle købmandsgård udenfor og dernæst ind bag husets mure fra kælder til øverste spidsloft – og du får naturligvis historierne om købmanden og apotekerne, som gennem tiden har beboet huset.
Det kan du opleve
- En rundtur bag husets mure fra kælder til spidsloftet allerøverst oppe
- Historien om den rige handelsmand og de dygtige apotekere, der drev virksomhed i huset fra 1600-tallet til det 21. århundrede
Praktisk info
- Ca. halvdelen af rundvisningen foregår ”rundt om huset” udenfor – det kan være koldt i vintermånederne
- Adgang til Jens Bangs Stenhus foregår via trapper. Der er ingen elevator eller anden adgangsvej egnet for barnevogne, kørestole eller gangbesværede
- Varighed: 1½ time
Omtale
I Aalborg midtby ligger et smukt gammelt stenhus, hvis lige ikke kendes i Danmark eller hele Skandinavien for den sags skyld. Der er tale om Jens Bangs Stenhus ved Nytorv, der blev opført som købmandsgård i 1624.
På denne rundvisning kommer du med hele vejen rundt om købmandsgården og ind bag husets mure fra kælder til øverste spidsloft.
Bygningen blev opført af den rige storkøbmand Jens Bang som handelsgård og som imponerende vartegn for sin virksomhed. Det stod færdigt samme år som Børsen i København og er bygget i samme stil. Dengang løb Østerå lige udenfor bygningens porte – lige til at sejle varer ud og ind af byen på. Aalborg var i den periode et vigtigt nordeuropæisk handelscentrum.
Senere købte den dygtige apoteker Johannes Friedenreich huset og indrettede et af landets første og største apoteker. Han forsynede hele Nordjylland med ikke bare medicin, men også med krydderier, vin og andre luksusvarer. Der var apotek i bygningen fra 1600-tallet, hvor apotekeren lavede al medicin selv til 2013, hvor medicin kom færdigindpakket fra fabrikker.