
Foredrag: Fyrsteslægten fra Vaarst

Siden 2019 har arkæologer fra Nordjyske Museer gravet på en mark lige udenfor Vaarst. Det startede med en rig jernaldergravplads, hvor der blev opgravet det ene spektakulære fund efter det andet. Nu efter flere års omfattende udgravninger, er arkæologerne begyndt at samle et historisk puslespil med tråde langt ud i Europa.
Det har vist sig, at Vaarst formentlig har været hjemsted for en himmerlandsk jernalderfyrste i perioden 200-500 e.Kr.
I jernalderen var Danmark ikke et samlet rige, men landets mange stammesamfund var netop i denne periode under markant forandring på vej mod en egentlig rigsdannelse, som vi kender den fra vikingetiden. De vigtigste kilder til belysning af denne proces er datidens magtcentre de såkaldte centralpladser. Indtil 2019 kendte vi ingen centralpladser i Nordjylland, men det ændrede sig med fundet af gravkomplekset ved Grønhøjgård i udkanten af landsbyen Vaarst sydøst for Aalborg.
Ved foredraget får du den aktuelle status for de igangværende undersøgelser og udforskningen af det omfattende fundmateriale. Her kan du møde udgravningsleder Torben Trier Christiansen, der fortæller om de fyrstelige begravelser, ofringer til guderne og sporene efter den usædvanlige bebyggelse, der lå på bakken ved siden af gravpladsen.