En barndom i manegen – et filmforedrag om Cirkus Schumann
Der er mennesker, som har en helt usædvanlig livshistorie, som kalder på at blive fortalt. En af dem er cirkusartisten Benny Schumanns.
Han blev i 1945 født ind i en farverig cirkusverden, og nu kan du komme med på en rejse blandt elefanter, tigere, kostbare heste, internationale artister og flotte kostumer, når cirkusartist Benny Schumann fortæller om sin barndom i Cirkus Schumann – et af mest anerkendte og ambitiøse cirkus i Danmark i det 20. århundrede.
Forældrene Albert Schumann og Paulina Rivel stod i spidsen for Cirkus Schumann fra 1930’erne og helt frem til 1968 sammen med Schumanns farbror Max Schumann. Det gav forestillinger i den fornemme Cirkusbygning i København i sommermånederne og var gennem årtier et af det mest anerkendte og glamourøse cirkus i Danmark. Det var en topprofessionel virksomhed, som krævede talent og blod, sved og tårer, og Benny Schumann blev allerede som barn i 1950’erne en af Cirkus Schumanns berømte ryttere.
Benny Schumanns morfar var den verdensberømte klovn Charles Rivel, der flere gange optrådte i Cirkus Schumann, og som er Schumanns forbillede i hans senere virke som klovn.
Foredraget er visuelt sammensat, så det tager publikum med på en rejse gennem Schumanns eventyrlige og sælsomme opvækst i cirkusteltet. Det indeholder ekstraordinære dokumentariske filmoptagelser og giver en særlig indsigt i familien Schumanns historie og i en meget anderledes barndom blandt klovne, eksotiske dyr og fantastiske verdensartister.
Foredraget er et samarbejde mellem Nordjyske Museer og Cirkusmuseets Museumsforeningen, og det støttes af Cirkusfonden i Rold.
Foredraget er inkl. kaffe og småkager.